AnnonceLuk annonce




Billeder: Frivillige bag endnu en succes

28-07-2019

Musik i Havnsø foregår helt nede i strandkanten, så bliver det ikke mere hyggeligt. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Med alt udsolgt fredag aften og alt udsolgt lørdag, kan Musik i Havnsø notere sig endnu en succes med musik i vandkanten. Omkring 100 frivillige yder en kæmpe indsats for at få succesen i hus.

Med det kæmpe telt nærmest placeret i vandkanten i Havnsø og masser af sol og glade gæster, blev den 11. udgave af Musik i Havnsø en stor succes.

Birthe Kjær satte lørdagens program i gang med ’sommer og sol’, efterfulgt af Mike Andersens Elvis show, derefter Tennis Band inden hovednavnet til dette års Musik i Havnsø, Danser med Drenge, gik på scenen.

Det populære orkester havde med det samme fat i publikum og pladsen foran scenen var hurtigt fyldt med danseglade gæster.

Lokale Move Out lukkede dette års Musik i Havnsø med et brag af en koncert.

”Jeg synes det er fedt”

Omkring 100 frivillige får Musik i Havnsø til at gå op i en højere enhed, omkring de 40 er fra foreningen Musik i Havnsø, mens resten er fra lokale klubber som stiller med mandskab.

En af de mange frivillige som giver en hånd under Musik i Havnsø, er 24-årige Bollette Meyer fra Svebølle.

”Det er andet år jeg er med og jeg har bestemt tænkt mig at fortsætte, det giver et rigtigt godt kammeratskab, jeg synes det er fedt, og så går overskuddet til de lokale foreninger,” siger Bolette Meyer, mens der skænkes endnu en fadøl op til de tørstige musik gæster.

”Vi kan dele vores mange frivillige op i to grupper, dem som kommer og er med i de to dage som festivallen varer, og så dem som bruger mange dage på Musik i Havnsø, og bl.a. er med til at sætte det store telt op” siger Kristian Kallenbach, som står i spidsen for den 14 mands store styregruppe, der trækker det helt store læs.

En af dem som bruger mange dage på arrangementet er Jesper Hansen, han står bl.a. med ansvaret for scenen, og har været med helt fra starten, bor nu i Snertinge, men stammer fra Havnsø.

”Jeg er født her i Havnsø, og for mig er det noget specielt at give noget til Havnsø, det er vigtigt at gøre noget for fællesskabet,” siger Jesper Hansen, som også har sin 9-årige søn med til en del af Musik i Havnsø, for at han kan se hvad det vil sige at lave frivilligt arbejde.

Også Kristian Kallenbach har sin 15-årige søn med.

”Vi prøver at opdrage vores børn til at det er vigtigt at nogen påtager sig et frivilligt arbejde, og så prøver vi også at få en eller to nye unge med i vores styregruppe hvert år, så der er nogen der fortsætter det frivillige arbejde når vi andre ikke kan mere,” siger Kristian Kallenbach, der nu i 11 år har stået i spidsen for Musik i Havnsø.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0