AnnonceLuk annonce




Biljagt: 30-årig vanvidsbilist havde ikke kørekort

27-04-2020

Biljagten endte i krydset Nørre Alle-Nyvangsvej i Kalundborg. Foto: Jokum Tord Larsen

Af Jens Nielsen

Det var en 30-årig mand fra Kalundborg, som lørdag først på aftenen forsøgte at stikke af fra politiet. Men en hæsblæsende biljagt endte i krydset Nørre Allé/Nyvangsvej i Kalundborg, hvor to patruljevogne kørte sammen med den 30-årige . Manden er sigtet for en lang række af lovovertrædelser, og var frakendt førerretten.

En mand i en guldfarvet Mercedes personbil havde tilsyneladende ikke lyst til at tale med politiet, da han blev bedt om at standse i Jerslev lørdag først på aften. Det blev starten på en langvarig biljagt, som bl.a. gik gennem Ubby ved 18.30 tiden, hvor Mercedes og patruljevogn kørte med meget høj fart på tværs af parkeringspladsen ved brugsen og Fakta i Ubby, herefter fortsatte biljagten mod Jerslev, ad Industrivej og herefter mod Kalundborg.

I Kalundborg gik biljagten bl.a. via Slagelsevej med høj hastighed. Biljagten fortsatte op ad Klosterparkvej, og derefter for fuldt drøn i vestlig retning af Bredekildevej ud over Brandsbjerg. Herefter op ad Hestehavebakken og igen imod øst ad den nye Herredsåsen vej, og så ned ad Klosterparkvej.

Biljagten endte i krydset Nørre Alle-Nyvangsvej ved Nyvangskirken, hvor flere patruljevogne var kommet til og fik standset bilen, og anholdt manden klokken 18.50, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Der er tale om en 30-årig mand fra Kalundborgområdet uden fast bopæl og uden førerret, og netop det, at han var frakendt retten til at føre bil var anledning til, at han prøvede at stikke af fra politiet, men forgæves.

Biljagten endte med et sammenstød mellem personbilen og to patruljevogne, hvorefter manden blev anholdt, oplyser politiet.

”Den 30-årige er bl.a. blevet sigtet for kørsel i frakendelsestiden, kørsel mod færdselsretningen, flere overhalingsforbud, overskridelse af spærrelinjer, kørt over for rødt lys hele fire gange, der er rigtigt mange færdselslovsforseelser,” fortæller Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, og fortsætter:

”Han er i forvejen frakendt retten til at køre bil, så det bliver en skærpende omstændighed, og det er i øvrigt ikke første gang, han er blevet stoppet for at køre bil i frakendelsestiden. Han har mange sager oven i det her fra tidligere, så det bliver også en del af den samlede vurdering af sagen.”

Politiet oplyser, at ingen kom til skade i forbindelse med den lange biljagt gennem Kalundborgs gader lørdag aften.

Den 30-årige mand blev løsladt i løbet af lørdag nat, efter at han var afhørt af politiet.

Se også: Dramatisk biljagt gennem Kalundborg



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0