AnnonceLuk annonce




Bil ender på taget inde i have

13-02-2020

Onsdag eftermiddag endte en bil på taget i en forhave på Lundevej - efter at være fløjet hen over hækken. Heldigvis var der ingen hjemme, og derfor heller ingen børn i haven. Privatfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Onsdag eftermiddag skete et sammenstød imellem to biler på Lundevej i Kalundborg. Den ene bil endte på taget i forhaven til et af husene på Lundevej. Heldigvis var ejerne af huset ikke hjemme, og derfor var børnene heller ikke ude i haven, som de ellers ofte er.

Onsdag få minutter før kl. 14 kører to biler sammen på Lundevej, da en 19-årig mand fra Kalundborg af uvisse årsager kom i slinger og endte i den modkørendes kørebane, hvor han stødte sammen med en 36-årig kvinde fra Kalundborg. Den 19-åriges bil fortsatte efter sammenstødet videre, hvor den påkørte en postkasse og nogle fliser ved en ejendom. Herefter fortsatte den over i haven ved en anden ejendom, hvor den påkørte et træ, inden den væltede om på taget, og fik udløst alle airbags. 

Politi og ambulance kom frem til stedet, hvor den 19-årig mand blev kørt til sygehuset til behandling og undersøgelse, men han var ikke kommet alvorligt til skade. Han blev dog indlagt til observation for hjernerystelse. Den 36-årig slap fra ulykken, der kunne være gået helt galt, med en forskrækkelse. 

"Mine børn kunne have været i haven"

Rikke Korslund bor i huset, hvor bilen endte på taget i haven. Hun var på vej hjem fra en hyggetur sammen med sine børn, da alle holder vinterferie, da det går op for hende, at der holder en ambulance foran hendes hus på Lundevej i Kalundborg. Efterfølgende får hun øje på en bil, der ligger på taget, inde i forhaven. 

”Bilen ser helt krøllet sammen ud, dele og glasskår ligger rundt i haven. Da redderne ser mig i haven, løber en af dem over og forklarer, at to unge mænd har kørt alt for stærkt, og har påkørt en kvindelig bilist, og at de alle er ved at blive undersøgt i ambulancen. Jeg bliver helt paf, da jeg ikke ved om nogen er kommet noget til og fordi, begge mine børn temmelig tit klatrer i det træ, som nu ligger nedenunder bilen i forhaven. Jeg har i næsten alle de år, vi har boet her, kunne hidse mig vanvittigt op over, hvor stærkt folk kører på vores vej, men det her er simpelthen for vanvittigt. Jeg er SÅ glad for, at ingen kom noget til, men jeg er SÅ vred over, at nogen kan finde på at sætte andres liv på spil på den måde. Det er IKKE i orden, og når man rammer en 40 zone, ja så er der nok en god grund til, at man kun må køre 40,” siger Rikke Korslund.

Den 19-årig mand har ydermere intet kørekort, og han blev derfor efterfølgende sigtet for kørsel uden førerret og afhørt i forbindelse med ulykken. Han kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0