Bekymring for natur og miljø i Nedre Halleby Å og Tissø

Tissø og Klinteskoven. Foto: Susanne Ladefoged.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Onsdag aften er der økonomiudvalgsmøde, og her skal man bl.a. beslutte, om man vil forny og ydermere øge indvindingstilladelsen til industrien i Kalundborg af overfladevand fra Tissø. Teknik og Miljøudvalget har tilbage i 2018 nedsat et udvalg med repræsentanter fra en række interessenter omkring søen for at inddrage borgerne. Arbejdet er nu så langt, at der skal gives en indvindingstilladelse. Men Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening er bekymrede for natur og miljø i Nedre Halleby Å og Tissø og vil derfor, at man ikke giver tilladelsen. 

De tre foreninger forsøger at råbe politikere og erhvervsliv op i Kalundborg Kommune, da de er utilfredse med, at der er lagt op til, at man vil øge vandindvindingen fra Tissø fra 4 mio. m3 til 6,7 mio. m3. De er bekymrede for natur og miljø i Nedre Halleby Å og Tissø med tilløb. Kritikken fra de tre foreninger har stået på i nogle måneder, men det er kun Niels Erik Danielsen (Enh.) i Teknik- og Miljøudvalget, der ikke stemte for at forny tilladelsen til Kalundborg Forsyning. I aften skal sagen behandlet i økonomiudvalget.

I strid med natur- og miljølovgivning?

Ifølge Danmarks Sportsfiskerforbund er den øgede vandindvinding i strid med gældende natur- og miljølovgivning og er til skade for den særligt beskyttede natur i og omkring søen. Flere store virksomheder i Kalundborg med stærke bæredygtighedsprincipper får vand fra kommunens forsyningsselskab.

”Vandindvindingen fra Tissø har en markant negativ påvirkning på den sårbare og strengt beskyttede natur ved Tissø og i Nedre Halleby Å – og er i direkte strid med den gældende natur- og miljølovgivning. Det er Kalundborg Kommune gentagende gange blevet gjort opmærksom på af både os, DN og DOF samt vores lokale afdelinger. Alligevel ønsker kommunen at fortsætte vandindvindingen og øge mængden af indvundet vand,” siger Lars Brinch Thygesen, natur- og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Derfor har Danmarks Sportsfiskerforbund sammen med DN og DOF i et brev henvendt sig til både kommunen samt flere af de lokale virksomheder med henblik på at få stoppet den ikke bæredygtige vandindvinding.

”Der er flere store virksomheder i Kalundborg, med stærke bæredygtighedsprincipper, der modtager vand fra Kalundborg Forsyning og dermed Kalundborg Kommune – og vi føler derfor, at vi – nu når kommunen ikke selv formår det – må oplyse disse store virksomheder om konsekvenserne ved vandindvindingen,” siger Lars Brinch Thygesen.

Susanne Ladefoged, der er formand i DN Kalundborg supplerer: "Alene ud fra, at Tissø er et topbeskyttet Natura 2000-område, bør Kalundborg Kommune og Kalundborg Forsyning hurtigst muligt afvikle indvindingen og søge andre løsninger," siger Susanne Ladefoged, og giver også virksomhederne en klar opfordring: "Moderne virksomheder bør tænke i at effektivisere og finde vandbesparende løsninger, og gå i retning af af-saltning af havvand. Det er helt uholdbart at øge forbruget af klodens ressourcer af ferskvand til produktion uden omtanke for de ødelæggende konsekvenser, det har for dyre- og plantelivet i området." 

Undrer sig meget

Jakob Beck Jensen (V), der er udvalgsformand for Teknik & Miljøudvalget forstår ganske simpelt ikke, at man har vendt 180 grader i forhold til tidligere udmeldinger. Han fortæller, at kommunen har fået DHI (en uafhængig, international rådgivnings- og forskningsorganisation, der specialiserer sig i vandmiljø) til at se på sagen, og ligeledes henviser han til Geus (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland), der ikke mener, at vandindvindingen har haft negative effekter på vandmiljøet.

”Jeg undrer mig meget over, at man pludselig ser problemer i beslutningen. Der har været vandindvinding fra Tissø siden engang i 60’erne, og det er overfladevand der er tale om. Vandet er drænvand fra Nedre Halleby Å og en række andre vandløb, der går ned til Tissø. Der er lige nu en tilladelse til vandanvendelse på 5 mio. kubikmeter, den vil man gerne øge til 6,7 mio. kubikmeter. Der har ikke været lavet lovbrud de sidste 60 år, og det gør vi selvfølgelig heller ikke fremadrettet. Alternativet er at tage grundvand op,” siger han, og fortsætter: ”Det har netop været en proces siden 2019, hvor kommunen har valgt at lave borgerinddragelse, fordi der var diskussion om sagen. Både Dansk Naturfredningsforening og Dansk Sportsfiskerforbund var med, og de roste kommunen for håndteringen. Det blev politisk godkendt efterfølgende, og lige pludselig mener de noget andet. De bruger som begrundelse at kommunen har tilbageholdt nogle oplysninger, men det er altså ikke korrekt. Det er udokumenterede påstande. Så jeg undrer mig meget, og er faktisk stolt over processen med borgerinddragelsen.”

Del