AnnonceLuk annonce




Beierholm styrker Kalundborg-kontor

11-02-2020

Steffen Møller Jensen og Anne Cathrine Nielsen står fremover i spidsen for Beierholm Kalundborg. 

Revisionsvirksomheden Beierholm vil være endnu stærkere i Vestsjælland, og udvider nu Kalundborg kontoret med statsautoriseret revisor Anne Cathrine Nielsen, som sammen med Steffen Møller Jensen, nu står i front for Beierholm Kalundborg. Der indbydes til reception d. 6. marts.

Det er nu fire måneder siden, SMJ Revision i Kalundborg blev en del af rådgivnings- og revisionsvirksomheden Beierholm. Og nu, hvor staben på Kalundborg-kontoret er udvidet med statsautoriseret revisor Anne Cathrine Nielsen, byder Beierholm Kalundborg indenfor til reception fredag den 6. marts.

”Der er mange, der har spurgt, om jeg er ved at stoppe, og om det er årsagen til at vi er blevet en del af Beierholm. Men nej, jeg er 58, og jeg har mange år i mig endnu. Vi var bare blevet for sårbare alene, fordi jeg har været den eneste statsautoriserede revisor på kontoret. Og for mig var Beierholm det naturlige valg,” siger Steffen Møller Jensen, og fortsætter,

”Beierholm er det rådgivnings- og revisionsfirma, der rådgiver flest mindre og mellemstore virksomheder. Vi går målrettet efter at være der for de typer af kunder, som jeg har mange af i forvejen. Hvor tendensen generelt er at man centraliserer mere og mere, så opbygger Beierholm i disse år en stærk lokal forankring, så man kommer endnu tættere på kunderne. Samtidig ligger vi i uafhængige målinger i top med kundetilfredshed og kunde-loyalitet. Så vi bliver flere, vi kan mere og vi forbliver tæt på kunderne i Kalundborg.”

Statsautoriseret revisor Anne Cathrine Nielsen, der kommer fra Beierholms Slagelse-kontor, bliver fremover en del af Kalundborg-kontoret. Og hun bekræfter Steffen Møller Jensens billede af, hvad Beierholm kommer til at tilbyde kunderne i Kalundborg.

”Jeg har været en del af vores Slagelse-kontor siden 2011. Beierholm har over de seneste år opbygget en stærk tilstedeværelse på Sjælland, heriblandt Holbæk, Roskilde og Slagelse – og nu også Kalundborg. Det gør, at Beierholm nu har 250 medarbejdere på Sjælland – ud over dem, der sidder i København. Samtidig kan vi hente den bistand fra specialister, vi får brug for, fordi Beierholm er landsdækkende og har egne specialister, som bistår vores lokale kontorer, når behovet opstår. Derfor glæder jeg mig til at være en del af Kalundborg-kontoret – og til at hilse på vores kunder i Kalundborg, når vi holder reception,” siger Anne Cathrine Nielsen.

Receptionen afholdes fredag den 6. marts mellem 13 og 16 i Beierholms kontor i Bredgade 39, Kalundborg.

Fakta

Beierholm er en dansk revisionsvirksomhed, indehavet af 103 statsautoriserede revisorer.

Beierholm har ca. 1.250 ansatte på 31 kontorer i Danmark

Beierholm har en årlig omsætning på ca. 1 mia. kroner

Beierholm har i løbet af de seneste 6 år fordoblet både omsætning, antal kontorer og antal medarbejdere

Beierholm er medlem af HLB, et internationalt netværk af uafhængige revisions- og rådgivningsvirksomheder.

De seneste 5 år har Beierholm ligget i toppen i trivselsmålinger gennemført af Great Place to Work og har samtidig opnået topplaceringer ved måling af kundetilfredshed foretaget af Aalund Business Research.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 



0