AnnonceLuk annonce




Billedserie: Begejstring for nye kollegieværelser

31-07-2020

Af Jens Nielsen

Kalundborgkollegiet på det tidligere Kalundborg Sygehus havde torsdag inviteret til Åbent Hus. Mange kikkede forbi, og begejstringen for de helt nye værelser var stor.

Lokale håndværkere har i de sidste mange måneder arbejdet på at omdanne det tidligere sygehus i Kalundborg til moderne kollegieværelser, 150 værelser bliver der plads til i alt, nu er de første 40 klar til indflytning, og derfor var alle interesserede inviteret til Åbent Hus torsdag sidst på eftermiddagen, hvor ejer af Kalundborgkollegiet, Brian Vidtøft Nielsen, og et team af medarbejdere, alle iført hvide T-shirt med teksten ’Kalundborgkollegiet, tog imod de mange studerende og forældre som kikkede forbi.

Alle værelser er lyse og helt nye med eget bad, et lille tekøkken med håndvask og et par kogeplader, der er et stort fælleskøkken på hver af de fire etager og i kælderen bliver der mulighed for at vaske tøj.

De mange besøgende havde da også kun ros til det nye kollegie i Kalundborg, og der er rift om værelserne.

”Vi har allerede lejet 36 af de 40 værelser ud, det er gået voldsomt stærkt, det er helt vildt, men der kommer 40 værelser mere som er færdige til jul,” fortæller Brian Vidtøft Nielsen, mens han byder nye gæster velkommen og siger tak for besøget til dem som er på vej ud.

”Vi er meget imponerede, det ser rigtigt godt ud,” siger en af de besøgende på vej ud, og det er samme holdning de mange andre unge som ældre har, når de bevæger sig rundt på de brede gange og kikker ind på værelserne.

Et af de nye kollegieværelser er møbleret i forbindelse med Åbent Hus-arrangement, og her har de to kammerater Timmy Malchau og Sune Quist fundet ind, Timmy flytter ind til januar mens Sune flytter ind allerede på lørdag.

”Jeg er overrasket over hvor meget man egentligt kan have herinde,” siger 17-årige Timmy Malchau, der er kommet i lære som slagter hos Slagter Jacob. Sune Quist, der også er i lære som slagter, men hos Meny Kalundborg, siger,

”Værelserne ser meget små ud, jeg tænkte at her kan jeg ikke have mine ting, men når man så ser det møbleret værelse, så er her jo masser af plads.”

På modsatte side af gangen møder vi 20-årige Lukas Leth fra Roskilde i sit nye kollegieværelse, hvor solen står ind ad det store vindue og lyser det tomme værelse op, han skal studere til diplomingeniør i bioteknologi på Absalon fra september.

”Jeg har valgt at studere i Kalundborg som mit førstevalg og på grund af uddannelsen, jeg er sikker på at der er mange muligheder her i fremtiden,” siger Lukas Leth.

Lejligheder i den gamle hovedbygning

”Når vi er færdige med de fire etager her, så fortsætter vi i bygningen ved siden af, så her til sidst er 150 kollegieværelser, derefter skal der etableres lejligheder bl.a. i det som var den tidligere skadestue og der skal også være lejligheder i den gamle hovedbygning ned mod byen, her har vi fået lov at sætte altaner op og de nederste lejligheder får en lille have, det bliver rigtigt godt,” fortæller Brian Vidtøft Nielsen, der er glad for at det kunne lade sig gøre at lave aftaler med udelukkende lokale håndværkere til den store renovering og ombygning af det tidligere sygehus.

Kalundborgkollegiet holder Åbent Hus igen d. 6. og 13. august kl. 17-20.

Se mere om Kalundborgkollegiet, klik her

Kalundborgkollegiet findes også på Instagram, klik her



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0