AnnonceLuk annonce




Bandidosmedlem tiltalt for drabsforsøg

09-06-2020

Politiet var massivt tilstede på Ulstrupvej i Gørlev efter overfaldet i september sidste år. Arkivfoto: Jens Nielsen

kontakt@tv-kalundborg.dk

Midt og Vestsjællands Politi har rejst tiltale mod 32-årig mand, der er medlem af Bandidos. Han er tiltalt for drabsforsøg. 

Den 30. september fik 45-årige Lars, der på det tidspunkt boede i Mullerup, 23 hug med stikvåben og et slag med en økse i ansigtet af en gruppe mænd, der troppede op på Ulstrupvej lige uden for Gørlev. De ville slå ham ihjel, men det lykkedes ikke til trods for, at han var tæt på at dø.

Lars har det godt i dag. ”Det er utroligt, hvad lægerne var i stand til at udføre. Jeg er dem dybt taknemmelig,” siger Lars til Ekstra Bladet.

En gruppe mænd ankom, hvor Lars opholdt sig på en adresse på Ulstrupvej ved Gørlev i en mindre bil for at overfalde Lars. I løbet af ingen tid, steg mændene ud af bilen og overfaldt Lars. En af mændene holdt en økse i sin ene hånd og huggede til med det samme.

Kæbe kløvet op
Lars blev slået i ansigtet med øksen, og han mistede sine tænder i den ene halvdel af munden, og han fik kæbe og kind kløvet op samt sin akillessene skåret over. Overfaldsmændene forlod stedet og Lars kæmpede sig tilbage til sin varebil og kørte et par kilometer, inden han mødte nogen, som kunne hjælpe ham. Siden er han blevet opereret og gået til genoptræning, og har det i dag godt efter omstændighederne, skriver Ekstra Bladet.

Nu venter retssagen mod den 32-årig mand, som er medlem af rockergruppen Bandidos. Han er tidligere dømt for vold, trusler og våbenbesiddelse. Han har bl.a. været med til et røveri, hvor offeret fik hugget en kniv gennem sin hånd. 

Han skulle dø

De fem personer, som overfaldt Lars, ønskede at dræbe ham. Det fremgår af det anklageskrift, som Midt- og Vestsjællands Politi retter mod et 32-årigt medlem af rockergruppen Bandidos. Politiet har tiltalt den 32-årige for drabsforsøg, og det er planen, at et nævningeting skal tage stilling til skyldsspørgsmål og eventuel straf. Han nægter sig skyldig i anklagen, skriver Ekstra Bladet.

Det er politiets opfattelse, at i alt fem personer opsøgte Lars den pågældende dag. Af anklageskriftet fremgår det, at politiet mener, at den 32-årige var chauffør i den bil, som ankom til gerningsstedet. Politiet ved, hvem to af personerne i bilen er, og den anden person, som ifølge politiets opfattelse deltog i overfaldet, får sin sag behandlet særskilt på et andet tidspunkt. De tre øvrige overfaldsmænd betegnes i anklageskriftet som 'pt. ukendte', skriver Ekstra Bladet.

Strafferammen i sager om drabsforsøg går fra fem år og op til livstid.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0