AnnonceLuk annonce




Badning frarådes ved offentlig strand grundet bakterier

09-07-2019

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Kommune tjekker løbende badevandskvaliteten på de forskellige strande i kommunen, og bader man normalt ved Reersø Nordstrand, skal man nok lige vente lidt med det. 

Kalundborg Kommune har siden i fredags har frarådet borgere at gå i vandet på Reersø Nordstrand, idet der i fredags blev målt alt for høje værdier af bakterierne intestinale enterokokker. Naturstyrelsen anbefaler, at embedslægerne kontaktes, og at der frarådes/forbydes badning på stranden, hvis der konstateres overskridelser på 400 cfu/100 ml af intestinale enterokokker, og på Reersø Nordstrand blev målt en værdi på 670 cfu.

De fleste bakterier af arten Escherichia coli (colibakterier) er naturligt forekommende bakterier i menneskers og dyrs tarme, og forårsager dermed ikke sygdom. Visse grupper af E. coli forårsager dog forskellige former for infektion. E.coli formerer sig ikke i saltvand, og dør som regel efter kort tids ophold i vandet. Intestinale enterokokker kommer fra tarmen hos mennesker og varmblodede dyr, men de overlever generelt længere tid i saltvand end E. coli. E. coli og intestinale enterokokker er såkaldte indikatorbakterier. De er sjældent selv sygdomsfremkaldende, men når de findes i vandet, er det et tegn på forurening med afføring (fra dyr eller mennesker). Der er således risiko for, at der er andre sygdomsfremkaldende bakterier eller vira i vandet, f.eks. salmonella eller campylobacter (der kan give diarré), fremgår det af kommunens hjemmeside.

Der bliver nu igen taget nye prøver, som man afventer svar på, men indtil da skal man altså afholde sig fra at bade ved Reersø Nordstrand.

Ifølge Nordvestnyt fraråder Kalundborg Kommune også borgerne at bade ved Ulstrup Strand ved Røsnæs Naturcamping – Elverdam, idet en borger i fredags gjorde kommunen opmærksom på lugtgener fra en skovbæk, der har sit udløb ved Ulstrup Strand ved campingpladsen. Kommunen ved dog endnu ikke endnu, om der er noget skadeligt i vandet, men vil hellere tage deres forholdsregler i tide, skriver Nordvestnyt.

Resultater af målinger på badevand i kommunen kan ses på kommunens hjemmeside: https://www.kalundborg.dk/Borger/Kultur_natur_og_fritid/Natur/Badestrande/Badevandskvalitet.aspx



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0