AnnonceLuk annonce




Badning frarådes ved flere strande

22-08-2018

Af Jens NIelsen

Kalundborg Kommune fraråder nu badning på flere strande i kommunen efter fund af for mange colibakterier i vandet.

Vandet er stadig varmt efter en forrygende sommer, men på flere strande i Kalundborg Kommune frarådes nu badning efter fund af for mange colibakterier i vandet.

Det drejer sig om Drøsselbjerg Strand, Mullerup Strand, Reersø Nordstrand, Ugerløse Strand, Asnæs Forskov, Bjerge Os Brovejen og Dalby Strand.

Kalundborg Kommune udtager prøver fra 36 forskellige badesteder i hele kommunen og har nu fundet for høje koncentrationer af colibakterier på de syv strande.

Der udtages jævnligt prøver af badevandet i hele kommunen, badevandet analyseres for E.coli  og Intestinale enterokokker hvor grænseværdierne skal ligge under 500 for E.coli og under 200 for Enterokokker.

På de sidste prøver udtaget d. 17. august er der målt værdier for E.coli på helt op til 28.000 ved Drøsselbjerg Strand.

For en lille måned siden blev badning også frarådet, men kun på stranden ved Bjerge Os Brovejen, nu er der problemer med badevandet på syv strande.

Borgerne kan selv følge med i badevandskvaliteten på Kalundborg Kommunes hjemmeside, klik her

Escherichia coli 
De fleste bakterier af arten Escherichia coli (colibakterier) er naturligt forekommende bakterier i menneskers og dyrs tarme og forårsager dermed ikke sygdom. Visse grupper af E. coli forårsager dog forskellige former for infektion. Samlet set er E. coli blandt de mest almindelige årsager til bakterielle infektioner.

Intestinale enterokokker
Disse bakterier kommer fra tarmen hos mennesker og varmblodede dyr, men de overlever generelt længere tid i saltvand end E. coli.
E. coli og intestinale enterokokker er såkaldte indikatorbakterier. De er sjældent selv sygdomsfremkaldende, men når de findes i vandet, er det et tegn på forurening med afføring (fra dyr eller mennesker). Der er således risiko for, at der er andre sygdomsfremkaldende bakterier eller vira i vandet, f.eks. salmonella eller campylobacter (der kan give diarré).



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0