AnnonceLuk annonce




Avnbøg på Møllebakken kåret til Evighedstræ

22-02-2019

Den godt 100 år gamle Avnbøg på Møllebakken blev fredag eftermiddag kåret som Evighedstræ Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Fredag eftermiddag blev en godt 100 år gammel flerstammet Avnbøg på Møllebakken kåret som Evighedstræ i DN-regi. Træet er det 11. Evighedstræ i kommunen og nr. 95 på landsplan.

Rigtigt mange var mødt op på Møllebakken i det gode vejr, fredag eftermiddag, for at være med til at fejre at den godt 100 år gamle flerstammede Avnbøg, blev et Evighedstræ.

”Vi er meget glade for samarbejdet med Danmarks Naturfredningsforening, glade for at vi kan fortælle historien sammen, om bl.a. plejeplanen på Møllebakken,” sagde Charlotte Jørgensen, teamleder i Vej og Park, og fortsatte,

”Da vi skulle planlægge den her kåring, så var der flere der var bekymret for hvornår det blev mørkt, men så tænkte jeg, det er da lige meget, de fleste som kender Møllebakken kender den jo kun når de skulle til fest på diskoteket, og der var det jo altid mørkt.”  En kommentar som fik smilet frem hos de fremmødte.

Charlotte Jørgensen kunne også fortælle at en Avnbøg tit stod i nærheden af en vandmølle, for så havde man rigtigt godt træ til lejerne, da træet er meget solidt.

Skov- og landskabsingeniør Rasmus Berg, Kalundborg Kommune, fik æren af at slå det fine emblem på den pæl som var gravet ned ved siden af træet, hvorefter formand for DN i Kalundborg, Susanne Ladefoged, overrakte diplomet til Charlotte Jørgensen.

Kalundborg Kommune er ejer af træet, som nu får lov at stå for evigt.

Rundvisning på Møllebakken

Efter kåringen af Evighedstræet guidede Skov- og landskabsingeniør Rasmus Berg deltagerne rundt på Møllebakken. Rasmus Berg forklarede deltagerne om den fældning, udtynding og naturpleje, der er foretaget det sidste år tid, og som stadig foregår på Møllebakken. Deltagerne sluttede ved vandtårnet med kaffe og kage.

De ti øvrige Evighedstræer i Kalundborg kommune er Morbærtræet i Kalundborg museums have, Platanen ved Kaalund kloster, Egen på Ørnebjerg, Blodbøgen ved VAB i Rørby, Grå Ellen i Kildeskoven, Trompet kronen ved det nu nedrevne Sæby sygehus, Asken ved Høng bibliotek, som nu delvis henligger som dødt ved i Høng skov og delvis er blevet drejet til fine træting, Asken ved Bjergsted gadekær, den mange stammede Bøg i Vindekilde og mastodonten Guld Hængepilen ved bevægelsesparken i Høng.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0