AnnonceLuk annonce




Nyt og stort raffinaderi i Kalundborg

06-11-2018

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Avista Oil og Greenbottle opfører nyt, stort raffinaderi på Kalundborg Havn, og den 16. november tager borgmester, Martin Damm, første spadestik.

Den 16. november bliver første spadestik taget til et stort og moderne raffinaderi, der skal omdanne spildolie til baseolie til anvendelse i produktion af ny smøreolie. Raffinaderiet forventes at stå klar til brug ved udgangen af 2019. At byggeriet af et nyt spildolieraffinaderi bliver realitet, skyldes et samarbejde mellem tyske Avista oil og britiske Greenbottle. De har i fællesskab etableret et nyt internationalt joint venture, som skal stå for opførelsen og senere driften af anlægget. Det nye raffinaderi er en erstatning for det tidligere Avista Oil, der nedbrændte helt, efter en stor eksplosion, den 24. juli 2017.

Miljøvenlig teknologi

Det nye raffinaderi, som får en kapacitet på hele 100.000 tons, er designet i overensstemmelse med de strengeste tekniske og miljømæssige standarder og med stor fokus på sikkerhed. Anlægget vil anvende den mest avancerede og miljøvenlige teknologi til at omdanne spildolie til baseolie af høj kvalitet. Baseolie, som derefter indgår i produktion af ny smøreolie. Den genraffinerede spildolie er et særdeles anvendeligt og værdifuldt produkt, som bidrager betydeligt til et bæredygtigt miljøregnskab.

Forsyningen af råvarer til det nye raffinaderi sker gennem indsamling af spildolie fra autoværksteder, industrivirksomheder, skibe og genbrugspladser. Den øgede kapacitet kræver tilførsel af store mængder råvarer fra hele Europa, og det sikres netop af de to ejere, som er førende på deres respektive markeder. Avista Oil er, via sine selskaber, den største indsamler af spildolie på det europæiske kontinent – og samme rolle har Greenbottle i Storbritannien, hvor datterselskabet Slicker Recycling er den største indsamler på markedet. Kombinationen af to markedsførende europæiske ejere, erfaringen hos den danske stab samt den allerede eksisterende infrastruktur gør dette til et særdeles spændende projekt.

”Vi er stolte over, at vi er nået så langt, og at vi nu kan tage det første spadestik til vores nye raffinaderi. Det har krævet en stor indsats fra alle vores dygtige medarbejdere – og det har været alle anstrengelserne værd. Det er lykkedes os at sikre en investering, som atter vil sætte Kalundborg på det europæiske landkort inden for genraffinering af spildolie, samtidig med at vi fastholder og på sigt kan øge antallet af lokale arbejdspladser. Vi kan nu se frem til øget aktivitetsniveau, og til at stå i spidsen for dette spændende projekt, som får stor miljømæssig effekt,”siger adm. direktør Leon Sloth Skovbo.

Se også - Video: Storbrand hos Avista Oil



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0