AnnonceLuk annonce




Anholdt efter indbrud i maskinforretning

27-07-2020

To indbrudstyve havde på ingen måde heldet med sig, da de natten til søndag begik indbrud hos Årby VVS og Maskinforretning på Bastrupvej.

Natten til søndag kl. 01.28 blev en nabo til Årby VVS og Maskinforretning på Bastrupvej, vækket af støj fra virksomheden, hvor han så en hvid varebil holde. Desuden kunne han høre nogle mænd tale sammen, inden varebilen kort efter kørte fra stedet i ukendt retning.

En hundepatrulje fik på Skovvejen ved Mørkøv kontakt til en hvid varebil, der blev standset udramatisk. Samtidig stak passageren i løb ud over en mark, men standsede først, da en politihund blev sendt efter ham.

Der var tale om en 22-årig mand fra Søborg, og bag rattet sad en 30-årig mand fra Brøndby Strand. Ved nærmere undersøgelse af varebilen viste det sig, at der i varebilen var adskillige tyvekoster i form af diverse have-værktøj i form af buskryddere, hækklippere, motorsave mv.

De to mænd blev derfor anholdt og sigtet for indbrud hos Årby VVS og Maskinforretning i Kalundborg.

Ved visitationen af den 30-årige fandt politiet ham i besiddelse af et femcifret kontantbeløb, hvoraf politiet inddrog en del af pengene som afdrag på den gæld, han har til det offentlige.

Den 22-årige blev løsladt efter afsluttet efterforskning og afhøring til sagen, men den 30-årige var udeblevet fra en indkaldelse til afsoning af en tidligere idømt frihedsstraf, så politiet afleverede ham i et arresthus til afsoning af frihedsstraffen.

Begge vil dog høre nærmere fra politiet, når straffesagen mod dem skal afgøres.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0