AnnonceLuk annonce




Alt er klar til Havnens Dag i Kalundborg

09-05-2019

Lørdag den 25. maj afholdes der Havnens Dag i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

kontakt@tv-kalundborg.dk

Lørdag den 25. maj byder Gisseløre Lystbådehavn og Vesthavnen i Kalundborg på gratis aktiviteter for hele familien. Kom og prøv sejlads, kajak, stand up paddle, sejl- og motorbåd, fang krabber, klap en fisk eller en ko.

Vandet og havnen er den bedst tænkelige legeplads for hele familien. Netop mulighederne for at være aktiv og mærke friheden på vandet er i fokus, når klubberne på havnen lørdag den 25. maj byder alle velkommen til Havnens Dag 2019.    

”Vi glæder os til at tage imod masser af nysgerrige gæster, som er klar til at prøve nogle af de mange aktiviteter, som vi har på havnen. Og vi håber selvfølgelig at skabe så gode oplevelser, at mange får lyst til at vende tilbage og blive en del af foreningslivet ved vandet,” siger Frank Hasselbalch, der er formand for Vild med Vand-udvalget i Kalundborg.

Kalundborg Havn er én blandt de, op mod, 90 havne landet over, som er med i det landsdækkende Vild med Vand-projekt, der har til formål at skabe øget opmærksomhed om de tilbud og aktiviteter, der foregår på havnen og ved vandet. Havnens Dag lørdag den 25. maj er Vild med Vand-projektets årlige højdepunkt. 

Her er noget for alle

”Blandt de gratis aktiviteter, vi har i år på Havnens Dag er kajak, stand up paddle, jollesejlads for børn og sejlture for hele familien. Her er noget for alle, uanset om man er til høj eller lav puls, og det er netop kendetegnende for havnen - alle kan finde en fritidsaktivitet, der passer til ens personlige interesser," siger  Frank Hasselbalch, der også nævner aktiviteter som ”Åben båd”, sejlture med lodsbåden, krabbevæddeløb for børnene, og som noget nyt ”klap en ko”. Det hentyder til, at som noget nyt i år på Gisseløre, kan man komme i nærkontakt med de sorte og hvide Galloway køer, som Kalundborg Kommune har sat ud i naturområdet.  

Vild med Vand er støttet af Nordea-fonden, og det er fjerde gang, at projektet afvikler Havnens Dag som landsdækkende begivenhed. Deltagertallet er vokset massivt gennem de første tre år. Her i 2019 ventes langt over 100.000 at besøge havne og tage del i de mange gratis aktiviteter rundt om i landet. I Kalundborg var der op mod 1000 gæster i 2018. Det er ligeledes fjerde gang, at Kalundborg Havn indbyder til Havnens Dag. 

”Vi opfordrer alle til at invitere familie, venner, kolleger og naboer med til en hyggelig dag på havnen. Jo flere, der lægger vejen forbi, jo sjovere bliver oplevelsen for os alle. Havnens Dag er ganske enkelt en vigtig dag for byens foreningsliv,” siger Frank Hasselbalch.  

Fakta

  • Havnens Dag er en del af Vild med Vand-projektet, som Dansk Sejlunion og Foreningen for Lystbådehavne I Danmark (FLID) står bag. 
  • Projektet er støttet af Nordea-fonden og har til formål at gøre det lettere for danskerne at få del i de aktiviteter, oplevelser og muligheder, som fritidslivet på havnen og vandet kan byde på. 
  • Det handler kort sagt om at åbne havnene op, så alle i byen og lokalområdet oplever havnen som et lokalt samlingspunkt for oplevelser, fællesskab og vandaktiviteter for enhver smag. 
  • Havnens Dag finder sted lørdag den 25. maj. Det er fjerde gang, at Havnens Dag afvikles som landsdækkende begivenhed (enkelte havne har valgt andre datoer)
  • Der er knap 90 Vild med Vand-havne i Danmark. 
  • Alle er velkomne på Havnens Dag - langt de fleste aktiviteter er gratis 
  • Havnens Dag blev afviklet første gang i 2016 - i 42 havne og med ca. 60.000 besøgende på landsplan. I 2017 var dobbelt så mange havne med, deltagertallet nåede op omkring 100.000. 
  • I 2018 besøgte mere end 140.000 gæster Havnens Dag.

Få mere at vide 

Læs mere om Vild med Vand på vildmedvand.dk

Følg os her: facebook.com/vildmedvand.dk



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0