AnnonceLuk annonce




Allikelunds fester er populære

10-09-2019

Introfest på Allikelund Gymnasium fredag aften var populær.

kontakt@tv-kalundborg.dk

Allikelund Gymnasium har fået vokseværk, hvilket også ses på festerne, hvor der var over 250 elever til introfest i fredags. 

Eleverne fra Allikelund i Kalundborg festede det meste af fredag nat med eleverne fra Processkolen. Der var introfest, og stemningen var høj. Dørene blev åbnet kl. 21, hvor festudvalget, undervisere og vagter stod klar til at modtage alle de festpåklædte unge. Glade, lokale unge mennesker, som havde prioriteret at komme til introfest – en fest, hvor hele skolen fester sammen på tværs af uddannelser og årgange. Flere af studenterne fra i sommer dukkede op for at feste med og for at fortælle, at de allerede savnede den gode tid på Allikelund.

Allikelund Gymnasium holder fem store gymnasiefester om året. Det er skolens festudvalg, der planlægger festerne sammen med nogle af skolens lærere, og ved selve festen er der foruden professionelle vagter en masse lærere til stede, så alt forløber i gode og hyggelige rammer. Da det er en lukket fest, bliver alle elever ydermere afkrydset på en registreringsliste, og de unge må ikke selv medbringe alkohol, ligesom det under ingen omstændigheder er tilladt at være påvirket af nogle former for euforiserende stoffer. Men det er ikke et problem.

”De unge er rigtig gode til at overholde vores regler,” siger rektor, Karen Marie Christensen. 

Til nogle af festerne kan der købes gæstebillet, hvilket betyder, at eleverne på Allikelund har mulighed for at tage en ven med, som ikke går på Allikelund. Rektor Karen Marie Christensen fortæller, at eleverne er glade for muligheden for gæstefester, da en masse venskaber selvfølgelig går på tværs af uddannelsessteder. Næste gymnasiefest på Allikelund er den 22. november, og det er netop en gæstefest igen. Her forventes der op mod 500 gæster.  

Hvorfor gymnasiefester?

Men hvorfor bruge tid og energi på at holde gymnasiefester? Karen Marie Christensen fortæller, at gymnasiefesterne er en vigtig del af de unges sociale interaktion med hinanden:

”Her får eleverne mulighed for at møde alle på tværs af uddannelser, studieretninger og årgange. Her handler det ikke om det faglige, men om det sociale. Gymnasiefesterne på Allikelund Gymnasium er med til at skabe gode relationer mellem skolens elever og unge mennesker, som går på andre uddannelsesinstitutioner. Festerne er sammen med en række andre sociale arrangementer med til at skabe trivsel og uddannelsestilknytning for eleverne, og begge dele er afgørende for de unges muligheder for udvikling og læring.”



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0