Aktivitetshus for vandhunde på Røsnæs

Aktivitetshuset på Røsnæs Havn begynder nu at tage form. Foto Spektrum Arkitekter

Af Jens Nielsen jens@tv-kalundborg.dk

Aktivitetshuset på Røsnæs Havn, som er en af de største aktiviteter i ’Røsnæs Rundt’ projektet, begynder at tage form.

Håndværkerne har været i gang siden oktober måned og efterhånden er det meste af støbearbejdet færdigt til det 300 m2 store aktivitetshus på Røsnæs Havn, som får et stærkt arkitektonisk udtryk formet af træflader og store vinduespartier.

Opgaven med at opføre det store aktivitetshus, som er tegnet af Spektrum Arkitekter, er lagt i hænderne på det lokale firma Aage Th A/S, der har fået opgaven i hovedentreprise.

”Det er en utrolig spændende opgave som vi glæder os til står færdigt, men arbejdet stoppes her til jul på grund af det hårde vejr om vinteren og så starter vi igen til marts eller april, alt efter hvor hård vinteren bliver”, fortæller Thøger Jensen, afdelingsleder i Aage Th A/S. Byggeriet skal være færdigt omkring 1. juli 2016.

Aktivitetshuset på Røsnæs Havn vil blive områdets katalysator for vandsportsaktiviteter og maritim formidling. Aktivitetshuset vil skabe optimale rammer for udfoldelse af forenings- og fritidslivet på Røsnæs samtidig med at havnen bevarer sin oprindelige fiskerifunktion.

Husets målgrupper er vinterbadere, sejlere, dykkere, kajakroere, surfere, lystfiskere samt cyklister på udflugt. Det vil også blive et populært opholdssted for skoler og daginstitutioner.  Bygningen deles i to med et stort overdækket uderum i midten., hvor der kan grilles, renses fisk og ordnes udstyr til både, kajakker og surfbrætter.  I de to øvrige dele af bygningen kommer der opholdsrum, omklædning, bad, toilet og sauna.

Del