AnnonceLuk annonce




Akademikerne strømmer til

19-09-2016

Produktionschef Novo Nordisk Kalundborg, Michael Hallgren. Privatfoto

Af Jens Nielsen jens@tv-kalundborg.dk

Målrettet samarbejde mellem virksomheder, a-kasser og jobcentre virker: ledige akademikere kan trækkes fra storbyer til provins for at tage arbejde. Parterne bag rekrutteringsalliancen, som bl.a. tæller nogle af landets største virksomheder, vil nu have gjort Kalundborg-modellen landsdækkende.

Kalundborg er en af Danmarks vigtigste vækstmotorer og kommunen har gennem flere år oplevet et stigende antal arbejdspladser i den private sektor. Men virksomhederne har haft svært ved at rekruttere akademikere til specialiserede stillinger. Det er der nu ændret på takket være et tæt samarbejde i Kalundborg Rekrutteringsalliance. Alliancen er skabt af Akademikernes A-kasse, Jobcenter Kalundborg, Novo Nordisk og Kalundborgegnens Erhvervsråd, og tæller i dag en række virksomheder, uddannelsesinstitutioner, jobcentre og a-kasser. Samarbejdet har fået de højtuddannede til at tage arbejde på byens virksomheder.

”Vi har skabt en model, som andre provinskommuner med fordel kan bruge. Vi har åbnet akademikernes øjne for det meget spændende arbejdsmarked, vi har i kommunen, og nu kommer de hertil for at tage arbejde, leve og bo”, siger Martin Damm, borgmester i Kalundborg Kommune.

Kalundborgegnens Erhvervsråd fremhæver to konklusioner: virksomheder skal være præcise i deres krav til kandidaters kvalifikationer, og screeningsprocesser hos både virksomheder, a-kasser og jobcentre skal systematiseres og professionaliseres:

”Vi har afprøvet og bevist, hvordan præcise stillings- og kompetenceprofiler effektiviserer screeningsprocesserne, ligesom vi har set, at selve screeningen af profiler vinder ved systematisering. Antallet af kvalificerede ansøgninger pr. jobopslag er fordoblet og flere virksomheder har ansat ledige akademikere som en følge af de match-møder, som Rekrutteringsalliancen har afholdt”, siger Laila Bregner Carlsen, konstitueret direktør for Kalundborgegnens Erhvervsråd.

Hos Novo Nordisk, der beskæftiger 3.400 mennesker i Kalundborg er produktionschef Michael Hallgren meget tilfreds med deltagelsen i projektet.

”Projektet har bidraget til at skabe en øget opmærksomhed omkring Kalundborg som et industrielt hotspot for vækst og udvikling både i og uden for landets grænser. Konkret har samarbejdet i Kalundborg Rekrutteringsalliance på knap et år formået at halvere antallet af åbne stillinger målrettet akademikere og at besætte en række såkaldt 'hard-to-fill' stillinger i Novo Nordisks produktion her i Kalundborg. Dertil kommer, at vi også har formået at tiltrække 23 internationale kandidater fra ligeså mange lande”, siger Michael Hallgren. 

Fakta:

I forsøgsperioden fra oktober 2015 til juli 2016 har Kalundborg-modellen bl.a. givet følgende resultater:

  • 9 kandidater er blevet ansat i højt kvalificerede såkaldt "hard-to-fill"-stillinger i virksomheden.
  • Åbne stillinger målrettet akademikere er reduceret fra ca. 120 ved projektets opstart til ca. 60 ved projektets afslutning.
  • Antallet af kvalificerede ansøgninger på stillingsopslag er fordoblet i projektperioden fra ca. 20 ansøgninger pr. jobopslag ved projektets opstart til mere end 40 ansøgninger pr. jobopslag ved dets afslutning.
  • Internt i Novo Nordisk er Kalundborg Rekrutteringsalliance udnævnt til best practise, og konceptet formidles nu globalt til virksomhedens øvrige afdelinger.

Kalundborg Rekrutteringsalliance består af:

Virksomheder: Kalundborgegnens Erhvervsråd, Novo Nordisk A/S, NOV Flexibles, Novozymes A/S, Kalundborg Forsyning, Statoil Refining Denmark A/S, Kalundborg Kommune, Gyproc A/S, Dong Energy,

Norconsult A/S, Region Sjælland, Tømmerup Fri- og Efterskole, Sprogcentret i Kalundborg, SIK, Kalundborg Gymnasium og HF, Høng Gymnasium, NNE Pharmaplan.

Jobcentre: Jobcenter Kalundborg, Jobcenter Slagelse, Jobcenter Århus, Jobcenter Holbæk, Jobcenter Sorø, Jobcenter Ålborg, Jobcenter Odsherred, Jobcenter København, Jobcenter Frederiksberg, Jobcenter Lyngby/Taarbæk, Jobcenter Gladsaxe.  

A-kasser: Akademikernes, CA, Magistrenes A-kasse, Ledernes, KRIFA

Uddannelsesinstitutioner: DTU, Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Århus Universitet, Ålborg Universitet.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0