AnnonceLuk annonce




Aftale underskrevet: Det bliver kæmpe stort

13-05-2020

Aftalen blev underskrevet på et pressemøde onsdag eftermiddag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Den nye Kultur- og Bevægelsespark i Høng bliver centrum for DM i Skills 2022. Onsdag eftermiddag blev aftalen underskrevet.

Det bliver en kæmpe opgave som Kalundborg Kommune har sagt ja til, når omkring 50.000 tilskuere gæster Høng over tre dage i april 2022, for at opleve godt 300 unge fra 45 forskellige fag, kæmpe om DM i Skills.

Aldrig før er DM i Skills blevet afviklet i så lille en by, men såvel borgmester Martin Damm som kommunens administration er sikker på at det er en opgave der kan løses.

Centrum for begivenheden bliver den nye Kultur- og Bevægelsespark i Høng og området omkring. Der skal bl.a. opsættes telte på i alt 20.000 kvadratmeter, til sammenligning er en sportshal omkring 1000 kvadratmeter, så det bliver kæmpe stort, nærmest som et festivalområde, med masser af liv.

Mandag eftermiddag blev den endelige aftale underskrevet ved et pressemøde i Hønghallen.

”Som kommune har vi satset en hel masse på uddannelse, og det her er ligesom kronen på værket, at vi kan gå ud og styrke de faglige uddannelser ved at afholde Skills 2022,” sagde Martin Damm i sin tale inden kontrakten blev underskrevet, og han fortsatte,

”Det er et kæmpe arrangement med omkring 50.000 besøgende, og hvor alle de her dygtige unge mennesker de kæmper om at være de bedste indenfor deres fag, så at vi kan få lov til at være ramme om det, det er vi super stolte af.”

Det er en enig Kommunalbestyrelse i Kalundborg Kommune som står bag, at Danmarks største festival for erhvervsuddannelserne bliver afholdt i dagene mellem den 28. og den 30. april 2022 i Høng.

Høng ligger perfekt til så stort et arrangement, tæt på Storebæltsbroen, E20 der forbinder Hovedstadsområdet med Fyn og Jylland samt Slagelse Station der forbinder togtrafikken mellem Hovedstadsområdet og Fyn/Jylland.

De mange deltagere for mulighed for overnatning på landbrugsskolen, gymnasiet i Høng og efterskolen i Høng, og desuden er der mange større Hoteller ol. i både Slagelse, Sorø og Korsør, der ligger tæt på Høng.

DM i Skills er det årlige danmarksmesterskab i en lang række forskellige fag på erhvervsuddannelsesområdet. Her kåres landets dygtigste håndværks-, industri- og serviceelever, samtidig med at tusindvis af unge besøgende stifter bekendtskab med erhvervsuddannelserne. Næste gang DM i Skills afholdes er i Fredericia i februar 2021.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0