AnnonceLuk annonce




Aflyste krydstogtanløb rammer Kalundborg Havn

15-04-2020

krydstogtskibet Magellan skulle have anløbet Kalundborg Havn d. 5. maj, nu er besøget aflyst. Foto: Jens Nielsen

Tirsdag den 5. maj skulle krydstogtskibet Magellan fra det britiske rederi Cruise & Maritime Voyages have aflagt Kalundborg Havn et besøg. Anløbet er i lighed med mange andre krydstogtanløb rundt omkring i de danske havne blevet aflyst.

Senere samme måned, nemlig torsdag den 28. maj, var det meningen, at krydstogtskibet Marella Explorer II fra det ligeledes britiske rederi Marella Cruises skulle anløbe Kalundborg Havn. Dette anløb er også blevet aflyst på grund af situationen med corona. Corona-krisen har ført til, at myndighederne herhjemme har indført et forbud mod, at passagerer og besætningsmedlemmer på krydstogtskibe må gå i land, når de anløber en dansk havn. Forbuddet gælder indtil 1. juni.

Der er indtil videre planlagt fire andre krydstogtanløb i løbet af sommersæsonen. Der er planlagt tre andre anløb med Marella Explorer II, nemlig henholdsvis den 2. juli, den 27. august og den 19. september. Derudover er der planlagt et anløb den 29. september med krydstogtskibet Astoria, der også ejes af Cruise & Maritime Voyages.

”På nuværende tidspunkt ved vi ikke, om disse fire andre anløb bliver til noget eller ej. Det vil selvfølgelig være ærgerligt, hvis disse anløb også bliver aflyst, men der er jo intet, vi kan gøre ved situationen, så vi tager det som det kommer”, siger havnedirektør Bent Rasmussen.

Magellan har plads til ca. 1.500 passagerer og 660 besætningsmedlemmer, mens Marella Explorer II har plads til 1.830 passagerer og 840 besætningsmedlemmer. Så det er temmelig mange gæster, som Kalundborg går glip af i maj måned.
Krydstogtskibet Magellan anløb iøvrigt Kalundborg i april måned sidste år, hvor det som det første og eneste skib lagde til ved Ny Vesthavn.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0