AnnonceLuk annonce




Affaldshelte søges for en dag

04-02-2019

Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Søndag d. 31. marts afholder Danmarks Naturfredningsforening deres årlige affaldsindsamling i hele Danmark, således også i Kalundborg Kommune. Indsamlingen lever af lokale ildsjæle, der for en dag skifter sofaen ud med affaldssækken, og de har brug for flere.

Hvert eneste forår samles tusindvis af danskere landet over for at samle affald i naturen, i år bliver det søndag den 31. marts, og det ville ikke være muligt uden de mange lokale frivillige, som bruger deres søndag til at invitere lokalsamfundet til affaldsindsamling.

Der er nu åbent for at oprette lokale indsamlinger, og det har hundredvis allerede gjort. En af dem er Birgit Tanghus fra landsbyen Klovby lige uden for Kalundborg, som år efter år arrangerer indsamling for dem, der har lyst til at give en hånd med. Her bliver den årlige affaldsindsamling til en hyggelig kom sammen med morgenbrød og kaffe til at begynde med og en øl bagefter.

”Det gør noget helt særligt for vores lokalsamfund. Det er altid hyggeligt, og vi lærer hinanden bedre at kende. Vi har endda en, som er flyttet fra byen, men han kommer tilbage hvert år til Affaldsindsamlingen for at være sammen med os andre,” fortæller Birgit Tanghus.

Affaldsindsamlingen er efterhånden en folkebevægelse. Sidste år blev der afholdt 1.000 indsamlinger i hele landet, og danskerne samlede i alt 173.000 kilo affald. Og der er brug for det, hvis man spørger Birgit Tanghus.

”Jeg ser det som en pligt at rydde op i naturen. Selvom vi tit har en pose med, når vi er ude at gå ture til hverdag, så er der stadig brug for den store indsamling en gang om året, hvor vi finder meget affald,” slutter hun.

Man kan nemt oprette sin egen søndagsindsamling, og invitere naboerne eller hele byen, indsamlingen skal dog oprettes inden den 1. marts. En uge inden affaldsindsamlingen modtager man en deltagerpakke med affaldssække. Man kan også være med, uden at oprette en affaldsindsamling selv. Der er mange indsamlinger landet over, og man kan således blot finde en tæt på.

Opret en indsamling eller find en nær dig på www.affaldsindsamlingen.dk

Fakta

  • Søndag den 31. marts inviterer foreninger, privatpersoner, virksomheder m.fl. til indsamlinger i hele Danmark. Skoler og dagtilbud samler ind i hverdagene op til søndagen - indsamlingen varer altså hele uge 13.
  • 200.000 danskere deltog på Affaldsindsamlingen 2018. De indsamlede 173.000 kilo affald - heriblandt 102.000 dåser
  • Affaldsindsamlingen har, over de sidste 10 år, indsamlet 1,5 mio. dåser - 90 % uden pant.
  • Affaldsindsamlingen har eksisteret siden 2006.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0