AnnonceLuk annonce




Overrasket over at blive kåret som Årets Ildsjæl

07-04-2021

Årets badmintonildsjæl på Sjælland 2021, Gitte Brændemose Kalundborg sammen med Kasper Pedersen, badmintonkonsulent i DGI. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Gitte Brændemose, Kalundborg Badminton Klub er blevet kåret som Årets badmintonildsjæl på Sjælland 2021. Det var en meget overrasket prisvinder som fik overrakt den flotte pris på privatadressen.

Hvert år kårer DGI, Årets træner, Klub og Ildsjæl inden for badminton. Der var tre nominerede personer til denne årsafstemning om at blive kåret som Årets Ildsjæl, med en fællesnævner, at de hver især er ildsjæle, der yder eller har ydet en kæmpe indsats til gavn for hele klubben. Blandt de nominerede var Gitte Brændemose, formand for Kalundborg Badminton Klub.

Ingen tvivl om at det kom som en kæmpe overraskelse, da Kasper Pedersen, badmintonkonsulent i DGI, ringede på i privaten hos Gitte Brændemose med blomster og diplom.

”Det er simpelthen løgn, det er helt vildt det her, jeg er målløs, bare det at være nomineret var jo fantastisk, jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige,” sagde den overraskede prismodtager, da hun åbnede døren og blev mødt af Kasper Pedersen med blomster og diplom.

”Det har været et rigtigt svært år for mange badmintonklubber, men i Kalundborg har i alligevel søsat en masse initiativer og har formået at få 66 nye medlemmer,” sagde Kasper Pedersen til Gitte Brændemose.

Til det siger den glade prismodtager, at det kun er fantasien som sætter grænser, alt kan lade sig gøre hvis man har fantasien og opbakningen, så det er bare at få prøvet tingene af.

I indstillingen af Gitte Brændemose står der:

Gitte Brændemose, Kalundborg Badminton Klub, har som ny formand formået at tiltrække mange nye medlemmer til klubben og knække kurven.

Er åben for at prøve nye tiltag af, og har med stor succes bl.a. pilottestet online markedsføring gennem Motivu til at tiltrække nye medlemmer.

Fokuserer meget på den gode velkomst af nye medlemmer, noget der virkelig bliver sat pris på.

Investerer tid og ressourcer i at skabe et godt træningsmiljø med samlet uddannelse af klubbens trænergruppe.

Går gerne forrest i klubbens initiativer, og spørger gerne om hjælp i bestyrelsen og resten af klubben.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0