AnnonceLuk annonce




Året der gik - 3. kvt. 2020

27-12-2020

Af Gitte Korsgaard & Jens Nielsen kontakt@tv-kalundborg.dk

2020 er ved at rinde ud, og håbet lyder på et 2021 med knap så mange udfordringer, som COVID-19 har givet de fleste i indeværende år. TV-Kalundborg tager her et tilbageblik på nyhederne i Kalundborg Kommune i året, der er gået. Vi har samlet de begivenheder fra kommunen i 2020, der har haft læsernes størst bevågenhed, i fire indslag, delt op efter kvartal.

Juli:

I juli fik Kalundborg Svømmehal en helt ny skorsten. Den vejer 7 ton og er 30 meter lang. Den blev kørt ind i byen med specialtransport fra Varde.

Ligeledes kom der nyt ishus i Kalundborg i juli ved Kino Den Blå Engel. Den nye dreng (isbjørn) i klassen er fra Premier Is, og det er Annette Sønder Nielsen og Brian Sønder Andersen, der åbnede ishuset.

Der kom også et mobilt testcenter til Kalundborg. Det var fra begyndelsen af juli derfor muligt at at blive testet for COVID-19 i Kalundborg. I første omgang foregik testen på en parkeringsplads ved Kalundborg Gymnasium.

Til trods for COVID-19 og deraf aflysninger af de fleste kulturelle arrangementer, kom Onkel Reje alligevel til Kalundborg for at underholde børn og barnlige sjæle.

I juli blev en kvinde, der var fanget på en altan under en ildebrand, reddet af et par snarrådige landmænd, der hurtigt kom frem til stedet med en entreprenørmaskine med en mandskabskurv. Kvinden blev reddet ned, men det meste af den store ejendom midt i Kirke Helsinge blev svært skadet af branden.

Siden 2008 har den ledige byggegrund på Stejlhøj i Kalundborg stået uberørt og trist, da finanskrisen i 2008 satte en stopper for den daværende ejers projekt. Men i juli påbegyndte man at fjerne det triste fundament.

Byfesten, som man kender den, blev aflyst grundet COVID-19, men der var alligevel plads til lidt fest og farver i Kalundborg i juli, bl.a. på Kontoret. Der var også Rock i Havneparken med det lokale band ’Last to Know’, der gav gratis koncert i Kalundborg Havnepark til stor glæde for publikum.

Kalundborgkollegiet inviterede også for første gang til Åbent Hus for studerende i slutningen af juli.

August:

Omkring 1. august startede AVISTA Green test på deres helt nye spildolieraffinaderi på havnen i Kalundborg. Raffinaderiet har kostet omkring 500 mio. kr.

En Onsdag aften kort før lukketid kom en maskeret mand ind i Rema 1000 på Klosterparkvej, hvor han begik røveriforsøg, men han blev kort efter overmandet af tre kunder. En 42-årig mand er senere dømt for røveriet.

En Fredag først i august blev de første kunder budt indenfor i Havnegrillen ved Kalundborg Havnepark. Det er Flemming Bindesbøl, som også er indehaver af Café Hangover, som står bag Havnegrillen.

Brandfolkene fik sved på panden i løbet af sommeren, flere halmpressere brød i brand, bl.a. her på Filipsdalvej ved Gørlev.

I August tog borgmester Martin Damm første spadestik til den nye daginstitution Buldervang i Kalundborg. Institutionen bygges i området bag Stark i Kalundborg.

Bondes Møbelfabrik på Røsnæsvej har haft for lidt plads i mange år, men det er der nu blevet gjort noget ved. En 250 kvadratmeter stor tilbygning samt renovering af nogle af de eksisterende lokaler, stod færdig i august til glæde for såvel indehaver som medarbejdere.

En personbil og en lastbil kørte frontalt sammen på hovedvejen ved Viskinge en torsdag morgen. Personbilen med en 64-årig kvinde ved rattet trak pludselig over i den modsatte vejbane og stødte ind i lastbilen, der forsøgte at undvige ved at trække ud til højre. Kvinden afgik ved døden som følge af uheldet.

Asnæsværket kan nu levere grøn fjernvarme til Kalundborg og grøn procesenergi til Novo Nordisk og Novozymes. Hans Kongelige Højhed Kronprinsen indviede den nye flisfyrede kraftværksblok en fredag eftermiddag i august og sendte samtidig kullene på pension. 

Det blev ikke en helt almindelig mandag for 2. klasserne på Skolen på Herredsåsen, der var nemlig kickoff på projektet ’Transport gennem 100 år’, og derfor var en lang række køretøjer inviteret  til, at komme forbi og vise eleverne flere forskellige muligheder for transport. Projektet ’Transport gennem 100 år’ foregår i læringsformen LEAPS, som er i gang med at blive implementeret på Skolen på Herredsåsen.

En tidlig onsdag morgen sidst i august rykkede politiets aktionsstyrke ind på en landejendom på Hallenslevvej mellem Gørlev og Høng. Den store politiaktion startede allerede mellem kl 02 og 03 om natten med at forberede aktionen, og kl. 05 rykkede aktionsstyrken ind på landejendommen i et specielt panser køretøj.

Flere veje i Kalundborg blev oversvømmet efter et kraftigt skybrud sidst i august. Værst var det for enden af Sydhavnsvej i Kalundborg, ved OK Tanken. Her var vejen helt oversvømmet og regnvand står op gennem kloakdækslerne, og det gav udfordringer for morgentrafikken.

En mand i 20-års alderen fik alvorlige skader efter at være stukket med kniv i Kordilgade natten til lørdag sidst i august.

September:

Først i september blev det officielt markeret at Genbrugspladsen på Asnæsvej i Kalundborg har åbent døgnet rundt. Det har længe været et stort ønske fra mange, at Genbrugspladsen på Asnæsvej i Kalundborg kunne tilkøres hele døgnet, på samme måde som Genbrugspladsen i Bregninge og Høng.

Kalundborg Kommune udvider sin nuværende indsamling af husholdningsaffald ved husstanden til fem fraktioner fra 1. november 2020. Godt 30.000 nye affaldsbeholdere blev kørt ud til borgerne med start først i september.

En lørdag formiddag i september var Forældrebevægelsen #hvorerderenvoksen Kalundborg i fuld gang med at sætte bamser op ved Kalundborg Rådhus for at gøre opmærksom på, at der fortsat kæmpes for flere hænder til institutionerne i Kalundborg Kommune. Regeringen har lovet ‘minimumsnormeringer’ fra 2025, men forældrebevægelsen lader ikke politikerne hoppe over, hvor gærdet er lavest. De vil have flere hænder i daginstitutionerne nu ikke om fem år. 

European Energy forbereder går midt i september i gang med at tage havbundsprøver i Jammerland Bugt i forbindelse med mulig opsætning af en havvindmøllepark med 80 store kystnære vindmøller.

Kino Den Blå Engel har det svært, ligesom de fleste andre danske biografer grundet Covid-19 situationen. TGU Fitness stod i september for et stort støttearrangement foran biografen, hvor Vænget var helt spærret for trafik det meste af formiddagen.

Borgergruppen ’Nej til Motorvej på Røsnæs’ havde en lørdag i september inviteret til stormøde i Røsnæs Forsamlingshus med deltagelse af fagfolk og folketingspolitikere, men politikerne meldte afbud. Forundersøgelserne til en eventuel Kattegatforbindelse er i fuld gang, og gang på gang har borgergruppen ’Nej til motorvej på Røsnæs’ gjort opmærksom på, at Røsnæs ikke skal flækkes af en motorvej.

Sidst i september meddeler Chr. Hansen Holding, at de har købt den tidligere fiskeoliefabrik på havnen i Kalundborg. Flere hundrede arbejdespladser er på vej til Kalundborg inden for de næste år.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0