AnnonceLuk annonce




Åbent brev til borgmesteren.

09-11-2019

Åbent brev til borgmesteren.

Kære Martin Damm.

Vi hedder Christina, Jeanette, Maria og Nanna og er forældre til henholdsvis Anna, Vega, Felix, Hector, Mathias og Daniel, som går i institution her i Kalundborg kommune. Vi er samtidig engageret i forældrebevægelsen #Hvorerderenvoksen. Vi skriver til dig, for at udtrykke vores dybe bekymring omkring den hverdag, som vi på nuværende tidspunkt byder vores børn over hele landet, herunder også i vores kommune. Vi er frustreret over at erfare dag efter dag, hvordan alt for få hænder sættes til at løfte alt for stor og vigtig en opgave – og hvilke enorme konsekvenser dette har.

Vi kunne komme med mange eksempler på kritiske forhold, men er ikke interesseret i at udstille vores  og andres børns daginstitutioner, da pædagogerne gør alt hvad de kan ud fra de ressourcer som de har til rådighed. 

Vi er alvorligt bekymret for vores børns trivsel (her mener vi ikke kun vores børn, men alle børn)  og sikkerhed under de forhold I tillader fra politisk side. Vi er alvorligt bekymret for hvor længe vores pædagogiske personale kan holde til de urimelige arbejdsvilkår I byder dem. Og vi ved, at vi ikke står alene. Vi ved at forældre, bedsteforældre og andre omkring os er ligeså frustrerede og bekymrede som os, fordi de oplever de samme kritiske vilkår. Derfor gør vi som vælgere endnu engang opmærksom på, at vi kræver politisk handling. Vi insisterer på, at I fra politisk hold tager os og vores børn alvorligt. Det betyder primært, at I er med til at sikre: 

- Akutte og mærkbare forbedringer af forholdende for børn og voksne.

- En attraktiv kommune blandt børnefamilier. (Vi er i dag en af de dårligst normerede kommuner)

Forskere, psykologer og andre fagpersoner råber op. De forhold vi tilbyder vores børn får alvorlige konsekvenser. Hvorfor ikke handle ud fra det?  Skal vi som forældre have ondt i maven, fordi vores børn blot bliver opbevaret? Eller skal vi selv tage konsekvensen og ”gå tilbage til kødgryderne" og hjemmepasse vores børn? 

Vi kan og tør ikke vente på forbedringer til 2025. Vi kan ikke se os tilfreds med udregningsmodeller, som på kreativ vis pynter på virkeligheden. Vi kan og tør ikke stille os tilfredse med en utilstrækkelig investering og beløb på finansloven, som ikke kommer i nærheden af at rette op på et kuldsejlet velfærdsområde. Vores børn har fundet sig i alt for meget, alt for længe – de har ingen stemme i alt det her, men det har vi! I er nødt til at gøre noget ganske alvorligt, for at få rettet op. 

Tak for din tid. Vi vil se frem til at modtage dit svar.

Venlige og dybt bekymrede hilsner,

Christina, Jeanette, Maria og Nanna

#HvorErDerEnVoksen – Kalundborg



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0