AnnonceLuk annonce




700 billetter revet væk på én dag

02-11-2018

Niels-Erik Sørensen med billetter til ældrefesten 2019, nu er stort set alt solgt på bare en dag. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Næsten alle 700 billetter til ældrefesten i februar 2019 er revet væk på bare en dag. Johnny Reimer er trækplastret til festen.

I går, torsdag, begyndte billetsalget til næste års ældrefest, som afholdes i februar måned i Hvidebækhallen, og på kun en enkelt dag er stort set alle 700 billetter solgt.

”Jeg mangler ord, det er lige før jeg tror på at man kan gå på vandet, jeg har aldrig før oplevet noget lignende,” siger Niels-Erik Sørensen fra H.F. Vestsjællands Venner, som er arrangør af ældrefesten.

Billetterne var delt ud til salgsstederne i hele kommunen, klar til salg d. 1. november, og flere steder, bl.a. i Rørby Brugs, Svebølle og Høng kunne der meldes udsolgt i løbet af eftermiddagen torsdag.

”Der er ingen tvivl om at Johnny Reimer har været det store trækplaster, rigtigt mange har givet udtryk for at det er et godt valg af underholdning, men generelt er der stor interesse for at deltage i ældrefesten, sidste år blev alle billetter solgt på seks dage,” fortæller Niels-Erik Sørensen.

Her fredag formiddag har Kvickly omkring 20 billetter tilbage, men de er nok solgt inden dagen er omme, og om der kommer flere billetter til salg er nok tvivlsomt.

”Nu gennemgår vi lige brodplanen en gang til for at se om der kan klemmes 50 personer mere ind, men der skal altså også være plads til dem som gerne vil danse,” siger Niels-Erik Sørensen

Underholdningen har været på plads i et stykke tid, årets hovednavn bliver partykongen Johnny Reimer, endvidere underholder Butterflies og Rasmus Krogsgaard.

Maden til ældrefesten er i år lagt i hænderne på Kim Kok, Ubby, som serverer maden af tre gange, først serveres en tallerken med sild og æg, derefter kommer en ny tallerken med to flotte stykker smørrebrød og ost og kiks, inden der kommer kaffe og luksus kringle. Kvickly i Kalundborg er sponsor for kringlen.

Arrangementet afholdes sammen med Fuglede IF, som har mange års erfaring med at holde store halfester, klubben skal bl.a. stå for at lave kaffen til de 700 gæster som deltager i festen



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0