AnnonceLuk annonce




70 år og stadig i fin form

17-11-2016

Privatfoto

Af Jens Nielsen

Kirke Helsinge Idrætsforening blev grundlagt for 70 år siden, det bliver fejret tirsdag d. 22. november.

KHI nyder stor anerkendelse og respekt ikke alene i nærområdet, men også i andre dele af omverdenen, i år er det 70 år siden at foreningen blev grundlagt.

Ikke mange idrætsforeninger kan mestre en, i forhold til områdets størrelse, så stor tilslutning og betydende rolle i et aktivt fritidsliv for såvel idrætsaktive som ”idrætsinteresserede ” borgere i området.

Sportspladsen er fuld af aktivitet og liv stort set hele ugen i sæsonen. Fodbold er en hjørnesten i aktiviteterne, men der er også afdelinger for dart, håndbold, badminton og cykelmotion.

Mange bestyrelsesmedlemmer og formænd har gennem årene formået, sammen med et utroligt stort antal frivillige, at sikre foreningens eksistens og overlevelse. Denne indsats er ganske unik, og her er idrætsforeningens støtteforening ”KHI´s Venner” helt i front, bl.a. samler ’Vennerne’ penge ind ved det store årlige loppemarked på sportspladsen.

Den nuværende formand Poul Keinicke er optimistisk med hensyn til foreningens fortsatte beståen og udvikling. 

”Vi er i dag et af mange tilbud til unge mennesker. Derfor skal vi fortsat være et aktivt alternativ og supplement. Det er vi bl.a. gennem gode trænere og frivillige medlemmer som arbejder for at give idrætsudøverne en rigtig god oplevelse. Bestyrelsen er netop ved at afslutte et udviklingsarbejde omkring bestyrelsens organisering og arbejdsopgaver. Formålet hermed er medlemmer får større interesse for at deltage i bestyrelsesarbejdet. I dag kniber det ofte for unge travle forældre at få tid til bestyrelsesarbejde. Vi håber, at vi med vort udviklingsarbejde i bestyrelsesorganisationen kan gøre bestyrelsesarbejdet mindre tidkrævende”.

70 års jubilæet/fødselsdagen fejres med et åbent hus tirsdag den 22. november kl. 16.00 – 18.00 i klubhuset på Kirke Helsinge Sportsplads. Der serveres pølser og øl/vand, og alle er velkommen.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0