690 lønmodtagere sendt hjem på kriseløn
15-05-2020Af Jens Nielsen
Over 170.000 lønmodtagere er i øjeblikket sendt hjem på lønkompensationsordningen, hvor virksomheder kan få hjælp fra staten til at betale medarbejderes løn. I Kalundborg Kommune drejer det sig om 690 private lønmodtagere.
Rigtig mange danskere er i øjeblikket sendt hjem fra arbejde på grund af corona og får i øjeblikket dækket en del af deres løn fra staten.
Nye tal fra Erhvervsstyrelsen viser nemlig, at over 170.000 danske lønmodtagere bliver kompenseret med statens hjælpepakke for lønkompensation.
Hvis du bor i Tårnby og er ansat i det private erhvervsliv, så er sandsynligheden for, at du er blevet sendt hjem på lønkompensation dobbelt så stor, som hvis du bor i Kalundborg Kommune.
Det viser nye tal fra Erhvervsministeriet som for først gang oplyser, hvor mange der er sendt hjem med statslig kriseløn i hver af landets 98 kommuner.
Kalundborg Kommune ligger i den laveste gruppe af antal hjemsendte private lønmodtagere, dvs. under 6%, helt nøjagtigt er det 690 lønmodtagere som pr. 11. maj er sendt hjem med fuld løn med statens hjælp i stedet for at fyre medarbejderen.
I hele Region Sjælland drejer det sig om 20.200 lønmodtagere.
Statens bidrag til lønnen er maksimalt 30.000 kr. per måned per medarbejder. Det gælder både funktionærer og ikke-funktionærer.