AnnonceLuk annonce




430 km. på cykel i uvejsomt terræn og modvind

22-04-2021

Af Jens Nielsen

Fem lokale cykel entusiaster stillede til start i det 430 km. lange Dirty Jutland, hvor der cykles langs den jyske vestkyst.

For de fleste vil en cykeltur på godt 400 km., hvor der cykles uafbrudt, være en nærmest umulig udfordring, og især når det foregår i uvejsomt terræn og i modvind, men ikke for Steffen sejer Hansen, Henrik Jensen, Peter Hvidberg og Lars Krabbe fra Kalundborg og Vibeke Meyhoff fra Jyderup.

De stillede til start i Dirty Jutland, et langdistance event, hvor de har kørt på deres cykelcross cykler.

Løbet startede fra Blåvandshuk klokken 19 om aftenen og lige knapt 24 timer senere nåede tre af de lokale ryttere til målet i Skagen, efter 430 km. langs den jyske vestkyst i modvind.

”Omkring en tredjedel af strækningen har været på asfalt, ellers har vi kørt i kampvognspor, skovveje, stier, på stranden og gennem store sand klitter, det har været hårdt, og jeg fik godt nok en krise omkring kl. 06 om morgenen hvor vi så havde kørt hele natten, men midt i en skov stod så pludselig et par unge mennesker med kaffe og kage, så det kvikkede lige lidt op,” fortæller Henrik Jensen.

Selv om aftalen var, at de lokale deltagere skulle følges ad hele vejen, så gik det desværre ikke sådan.

Efter 115 km. måtte Peter Hvidberg give op med smerter i ryggen efter at være væltet, og efter 150 km. måtte Steffen sejer Hansen trække sig med en fibersprængning i baglåret.

Men de tre øvrige lokale deltagere nåede hele vejen til toppen af Danmark 23 timer og 56 minutter efter starten i Blåvandshuk.

Dirty Jutland køres med tre forskellige længder, enten kan man tilmelde sig til 130 km, 220 km eller 430 km.

I alt var der 486 deltagere til start, men kun 41 startede i på den lange tur på 430 km.

Vibeke Meyhoff fra Jyderup var i øvrigt eneste kvindelige deltager på den lange og hårde rute.

De fem lokale deltagere fik flot opbakning under turen fra Lars Rømer som kørte holdets servicevogn, der var stillet til rådighed af Ole Jensens Autoværksted i Kalundborg.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0