AnnonceLuk annonce




42 nye boliger til psykisk udfordrede borgere

30-06-2020

De 42 nye boliger bliver opført i et helt nyt boligområde sydøst for Høng by. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Tirsdag eftermiddag blev der taget første spadestik til 42 almene fleksible og funktionelle boliger, som skal bygges i et helt nyt boligområde sydøst for Høng by.

Bygningerne skal fungere optimalt for psykisk udfordrede borgere, herunder borgere med misbrug og dobbelt-diagnoser samt fysiske handicaps. Boligselskabet Alliken i Kalundborg og Domea er bygherre på projektet sammen med Kalundborg Kommune.

Lige nu er det en bar mark, men inden juli er gået, så er de store entreprenørmaskiner i gang med arbejdet på Hyldens Kvarter i Høng. I løbet af efteråret er der rejsegilde, og i sommeren 2021 skal byggeriet stå færdigt. Et byggeri til omkring 75 mio. kr.

Et byggeri som kommer til at bestå af et fælleshus og 42 boliger fordelt i 4 bogrupper med henholdsvis 10 og 11 boliger i hver sin selvstændige bygning, placeret parvist på hver side af fælleshuset. En bogruppe indeholder boliger, fællesarealer og servicearealer. Alle bygninger skal opføres i én etage uden kælder.

tirsdag over middag kunne formand for Boligselskabet Alliken, Maja Hansen og formand for Socialudvalget, Gitte Johansen (V), tage første spadestik til det nye byggeri.

”Byggeriet af de 42 nye boliger er jo en del af en større helhedsplan vi lavede i kommunen tilbage i 2017, hvor vi så på fremtidens behov, og boligerne skal være til borgere med psykiske udfordringer, og er et erstatningsbyggeri for Finderuplund i Høng, men også et byggeri der skal imødekomme den stigning vi kan se der er i behovet for boliger,” sagde Gitte Johansen i sin tale i forbindelse med det første spadestik.

”Det er folk med stor faglighed og som også ønsker stor kvalitet, der skal stå for opgaven, jeg glæder mig til, at der er en masse mennesker som vil komme og sige til børn og børnebørn, se det var jeg med til at bygge. Jeg er sikker på vi får et godt byggeri til glæde for beboerne og medarbejderne,” sagde Maja Hansen, inden spaderne blev sat i jorden og der blev gravet et par store huller.Det er Adsbøll Entreprise A/S der som hovedentreprenør skal opføre byggeriet, mens det er arkitektfirmaet Vandkunsten der har slået stregerne.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0