AnnonceLuk annonce




40-års jubilæum hos Schultz Shipping

17-12-2019

40-års jubilar Benny Pedersen i midten, sammen med, til venstre, Torben Christensen, bestyrelsesformand i Copenhagen Merchants og Gustav Jakobsen, direktør hos Schultz Shipping, til højre. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Shippingmand Benny Pedersen kan i dag tirsdag, fejre 40-års jubilæum hos Schultz Shipping i Kalundborg. Det blev fjeret med en reception på Postgaarden.

Tilbage i 1973 startede Benny Pedersen som shippingelev hos Schultz Shipping i Kalundborg, det var den gang hvor der hverken fandtes internet eller biltelefon. Efter endt læretid gik turen ud i verden til job i både Hamborg, Madrid og London, samt en tur til Grønland som marinesoldat.

Den 17. december 1979 var Benny Pedersen så tilbage i Kalundborg og startede som shippingmand hos Schultz Shipping, og her har han så været siden, det er så 40 år siden i dag.

Benny Pedersen har i alle årene arbejdet med befragtning, startende med små skibe som sejlede kunstgødning fra Superfos fabrikken i Kalundborg, og han har været med gennem hele udvidelsen af Sydhavnen i Kalundborg, de store sukkerskibe og de store kornskibe.

”Kalundborg Havn har været mit ansvarsområde lige siden jeg startede, så jeg har fulgt udviklingen af havnen hele vejen,” fortæller Benny Pedersen.

40-års jubilaren har gennem næsten alle 40 år været en del af vagtholdet hos Schultz Shipping, hvor man står til rådighed 24 timer i døgnet, klar til at tage imod når der kommer et skib til kaj i Kalundborg.

”Vi er en del af samfundet som holder Danmark i gang 24 timer i døgnet, så om det er jul, nytår eller påske, så skal du bare være klar, det er en del af jobbet,” siger Benny Pedersen, som efter næsten 40 år, ikke længere indgår i vagtordningen.

Større skibe

Benny Pedersens arbejde er stort set det samme som for 40 år siden, forskellen er bare at skibene er blevet meget større, og så er kommunikationen blevet mere moderne og nemmere.

”Vi kan jo i dag få fat i alle skibe i hele verden bare med en biltelefon, i gamle dage skulle skibene kaldes op via Lyngby Radio, vi sad med gamle telefoner med drejeskive, telexmaskiner, så fik vi telefax og kuglehovedskrivemaskiner. Vores første biltelefon vejede 10 kg, og derefter er det bare gået stærkt,” fortæller Benny Pedersen.

Virkeligt godt gået

Jubilaren blev fejret ved en indbudt reception på Postgaarden tirsdag eftermiddag, hvor både nuværende og tidligere kollegaer kikkede forbi sammen med samarbejdspartnere og kunder.

"Det er jo ikke hver dag man kan fejre et 40-års jubilæum, det er virkeligt godt gået, det er næsten halvdelen af den tid som Schultz Shipping har eksisteret, og selv om der er sket meget i de mange år, så er det  stadigvæk skibene det handler om, det er lasten og menneskene på skibene," sagde administrerende direktør for Schultz Shipping, Gustav Jakobsen, i sin tale til jubilaren og de mange gæster.

Ud over at fejre 40-års jubilæum, kan Benny Pedersen også fejre 64-års fødselsdag i dag, tirsdag, og han har planer om at fortsætte sit job hos Schultz Shipping til han bliver mindst 67 år.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0