AnnonceLuk annonce




29.000 kvm. stort erhvervscenter er solgt

25-01-2020

Erhvervscenter Case Danica i Kalundborg er solgt. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Erhvervscenter Casa Danica på Hareskovvej i Kalundborg får nye ejere pr. 1.7.20. Fredag blev købsaftalen underskrevet.

Det 29.000 kvm. store erhvervscenter Casa Danica på Hareskovvej i Kalundborg (det tidligere Carmen) har været til salg gennem længere tid, men nu er det store erhvervscenter, som ligger på en 80.000 kvm. stor grund, solgt.

Forhandlingerne har stået på i flere måneder, men fredag formiddag blev der sat underskrifter på købsaftalen.

De nye ejere er det lokale holdingselskab Rent Holding, som har adresse på Hareskovvej 15A i Kalundborg.

”Det er en spændende ejendom, den har en god beliggenhed og så ligger den tæt på os, vi kender ejendommen og er kommet der i mange år, så den kunne vi godt se nogle muligheder i, nu skal vi bare have den fyldt helt op,” fortæller Niels Jørgensen, som er en af de fire ejere bag Rent Holding.

Erhvervscenter Casa Danica består af en række store og små lejemål, lige fra store lagerhaller til mindre kontorer, hvor langt det meste er lejet ud på nuværende tidspunkt. Rent Holding er allerede i gang med at finde lejere til de sidste ledige lejemål, og selv om ejendommen først overtages til sommer, har de allerede lavet lejeaftale med CrossFit Kalundborg som har lejet 1200 kvm. til en nyt stort CrossFit Box, og der er også lavet aftale med Nettolager, som om kort tid åbner en afdeling i Kalundborg.

Rent Holding køber hele aktieselskabet Casa Danica A/S som i følge cvr registret er ejet af Rud Tikjøb og Erik Storm i København.

Foruden det store erhvervscenter på Hareskovvej følger der også en udlejningsejendom i Kordilgade med i handelen.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 



0