AnnonceLuk annonce




Lokale elever skal på scenen med Sigurd Barrett

24-03-2019

Af Jens Nielsen

Sigurd Barrett og Copenhagen Phil gæster den 8. maj 2019 Kultur- og Idrætshallerne i Kalundborg. Med på scenen er 250 elever fra Kalundborg.

Det store symfoniorkester Copenhagen Phil, sammen med én af Danmarks mest folkekære entertainere – Sigurd Barrett – inviterer hele familien på en festlig musikalsk tidsrejse for store og små. Det sker den 8. maj i Kultur- og Idrætshallerne i Kalundborg, hvor den populære musiker formidler Danmarkshistorien live. Med Sigurds vanlige humoristiske fortællestil og med masser af musik og sangnumre føres børn og voksne gennem hele vores forunderlige fælles historie.

Koncerten bliver til i tæt samarbejde med Musisk Skole Kalundborg, der også medvirker i koncerten. Derudover deltager børn fra Hvidebækskolen, Kalundborg Friskole, Tømmerup Friskole- og efterskole samt Nyrupskolen. Det har resulteret i at 250 lokale børn kommer til at stå på scenen side om side med Sigurd og Copenhagen Phil.

”Børnene skal synge med på en del af Sigurds sange og instrumentalelever fra Musisk Skole spiler med på saxofon og violin. Gennem den sidste måneds tid har børnene sammen med deres musiklærere og korledere på skolerne, øvet sig på sangene, så de bliver godt klar til koncerten med Sigurd,” fortæller Heidi Holme Bjerborg, leder af Musisk Skole i Kalundborg.

Alle børn inviteres til at spille med på scenen side om side med de professionelle musikere. For mange af børnene er koncerten ét af årets musikalske højdepunkter – og en oplevelse for livet.

Det er et af Danmarkshistoriens største projekter for børn! Formidlingen af Danmarkshistorien sker i helt samme ånd, som man kender fra Barretts formidling af alt fra klassisk musik, opera og jazz til Bibelens fortællinger og hans historier om de nordiske og græske guder. Og som alle voksne, der har læst Barretts bøger højt for sine børn, vil vide, er der også masser at komme efter for forældrene.

I følge Heidi Holme Bjerborg, er der allerede solgt 400 billetter til koncerten, så der er kun få billetter tilbage.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0