AnnonceLuk annonce




25-års jubilæum: Det er blevet en livsstil at være brandmand

01-03-2021

Rene Cebula kan i dag d. 1. marts fejre 25-års jubilæum som brandmand i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I dag d. 1. marts kan Rene Cebula fejre 25-års jubilæum som deltids brandmand på Kalundborgstationen under Vestsjællands Brandvæsen. Det er blevet en livsstil fortæller jubilaren.

49-årige Rene Cebula Kalundborg kan med rette kaldes en af hverdagens helte. Han er klar døgnet rundt til at trække i brandmandsdragten og tage hjelmen på hovedet for at hjælpe med at slukke brand eller redde liv i forbindelse med ulykker. Det har han faktisk været i 25 år netop i dag d. 1. marts.

Rene Cebula fik interessen for at slukke ildebrande mens han aftjente sin værnepligt hos Civilforsvaret, og blev ansat som deltids brandmand da han var færdig der, og har siden været med til rigtige mange forskellige indsatser i Kalundborg Kommune.

Deltidsbrandmændene ved Vestsjællands Brandvæsen har vagt hver anden uge 24 timer i døgnet, og det kræver, at konen/kæresten er lige så meget brandmand.

”Det bliver en livsstil, det er det gode kammeratskab, og så kræver det at familien er lige så meget en del af det,” siger Rene Cebula, og fortsætter,

”Om vi sidder til en børnefødselsdag, en juleaften eller vi lige har bestilt en stor bøf på restauranten, så er det afsted hvis alarmen lyder, og det kræver altså noget af baglandet.”

Da 25-års jubilaren startede bestod de fleste opgaver i brandslukning, siden er personredning kommet til, hvor brandfolkene bliver kaldt til fx alvorlige færdselsuheld.

”Førhen var det os som kom og ryddede op efter et færdselsuheld, i dag er det os som står i den skarpe situation og skal skære kvæstede personer ud af en smadret bil,” fortæller Rene Cebula, og fortsætter,

”Man skal være god til at lægge sådanne situationer bag sig, og det har jeg altid været god til, men en dag er bægeret måske fyldt, det er der ingen som ved, men vi får rigtig god hjælp til at bearbejde sådanne situationer.”

Rene Cebula har oplevet rigtigt mange brande og ulykker igennem de 25 år som brandmand, men en brand står stadig helt tydeligt i hukommelsen.

”Den største brand som står helt klart, var da raffinaderiet brændte i 96, det glemmer jeg simpelthen aldrig, selv om jeg har oplevet mange ting, der var blus på, men dengang var jeg også helt grøn, så det er måske derfor man husker det,” fortæller Rene Cebula

Æblet falder ikke langt fra stammen

Rene Cebulas søn Emil er vokset op med at far i tide og utide smider hvad han har i hænderne og kører til brand når alarmen lyder, og Emil Cebula er nu også blevet ansat som deltids brandmand på stationen i Kalundborg.

På stationen i Kalundborg er der ansat 18 deltidsbrandmænd, heraf har 10 af dem mindst 25-års erfaring.

Når Rene Cebula ikke slukker brand, er han ansat som afdelingsleder hos Todo Overfladeteknik i Kalundborg.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0