AnnonceLuk annonce




21 udsatte familier fik både julefest og julemad

23-12-2019

21 familier har fået en flot julekurv med madvarer til en værdi af kr. 500,-, fra venstre, Bjarne Jensen, Kalundborg Borderlaug, Emma Møller Jensen, Heradøtrene, Meny købmand Michael Skovgaard Rasmussen og Rikke Kogi, Home-Start. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Kalundborg Broderlaug og Meny Kalundborg er i år gået sammen om et nyt tiltag, hvor en række trængte familier har fået både en flot julekurv og en julefest.

Kalundborg Broderlaug har i år meldt sig på banen for at støtte familier som sidder hårdt i det, og hvor julen kan være en uoverskuelig udgift. Støtten er tilfaldet 13 familier udvalgt af Home-Start Familiekontakt, samt otte familier hos Heradøtrene Krisecenter i Kalundborg.

”Vi har ladet os inspirere af det projekt som Vestsjællands Jagtforening og Kalundborg Sportsfiskerforening, de sidste tre år har afviklet, dvs. vi har inviteret de 13 familier, udvalgt af Home-Start, til en julefest på aktivitetscentret, hvor der blev hygget, danset om juletræet, og spist dejlig julemad med både and, flæskesteg og risalamande, sponseret af Meny Kalundborg, og alle børnene fik en godtepose med hjem,” fortæller Bjarne Jensen, formand for Kalundborg Broderlaug.

Kunderne hos Meny har også været med til at støtte den gode sag, Broderlauget har nemlig solgt flotte julehjerter som kunderne enten kunne tage med hjem, eller hænge på juletræet hos Meny, og beløbet som der blev solgt hjerter for, er ubeskåret gået til en flot julekurv til en værdi af 500 kr. til de 21 familier. Hver familie har også fået et juletræ, sponseret af Rene Larsen fra Rugtved.

De flotte hjerter, som er fremstillet i teaktræ, er doneret af Polstrergaarden i Ubby, og findes i fire størrelser. Prisen for et hjerte har været henholdsvis 25, 50, 100 og 200 kroner, som altså ubeskåret er gået til de trængte familier.

”Vores mål er nået, vi har solgt hjerter for i alt 11.000 kr. og har på den måde hjulpet en række familier som på den ene eller anden måde har det svært, det har været sjovt, og familierne har været dybt taknemmelig,” fortæller Bjarne Jensen

Kalundborg Broderlaug mødes midt i januar sammen med sponsorerne, for at evaluere projektet, og Bjarne Jensen er helt sikker på at broderlauget også i 2020 vil være med til at støtte familier som sidder hårdt i det, og hvor julen kan være en uoverskuelig udgift.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0