AnnonceLuk annonce




2000 kvm. stort Padel Center åbner i Kalundborg

23-12-2020

Lars Christensen og Anders Nielsen foran den store hal som skal blive til Padel Center Kalundborg - Padelfun4all. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I løbet af foråret åbner et 2000 kvadratmeter stort Padel Center i en af de store haller på Casa Danica A/S på Hareskovvej i Kalundborg. Det er Anders Nielsen, Kalundborg og Lars Christensen, Holbæk, som står bag.

Lejekontrakten for den 2000 kvadratmeter store hal på Casa Danica A/S (det tidligere Carmen) i Kalundborg er netop underskrevet. Nu går håndværkerne i gang og i løbet af foråret, april – maj måned, er det planen, at Padel Center Kalundborg - Padelfun4all, åbner for publikum.

Padel er Danmarks og verdens hurtigst voksende sport og en super aktivitet der kan spilles af alle, uanset køn, alder & niveau.

Padel er en sport, der bedst kan beskrives som en blanding af 80% tennis og 20% squash. Banen er 10 x 20 m og er omgivet af vægge, der bruges aktivt i spillet.
Padel er en social sport, da det altid spilles af fire spillere.

I det nye store Padel Center på Casa Danica A/S, som i øvrigt bliver nabo til CrossFit Kalundborg, bliver der fire dobbeltbaner og en singlebane.

Det er Anders Nielsen Kalundborg, som til daglig sælger øl og er tidligere professionel fodboldspiller, som sammen med Lars Christensen Holbæk, indehaver af SOHO restaurant og loungebar i Holbæk og Roskilde, der står bag det nye store Padel Center.

”Jeg har gået i et stykke tid og leget med tanken om et Padel Center i Kalundborg, og fik så en snak med Lars, som er en af mine kunder, og derved fik vi skabt ideen,” fortæller Anders Nielsen.

På sigt er det planen at Anders Nielsen og Lars Christensen vil åbne flere Padel Centre andre steder på Sjælland.

Nu skal håndværkerne i gang med at omdanne den store fabrikshal til et indbydende Padel Center. Det betyder, at der skal etableres toiletter og badefaciliteter samt omklædningsrum.

Meningen er, at man via en hjemmeside booker sin tid til en bane, derefter får man en kode som giver adgang til centeret og lyset tænder på den bookede bane, når timen er gået, går lyset ud igen og gæsterne kan forlade centret efter en god gang motion.

”Der er omkring 200 baner i Danmark på nuværende tidspunkt, og sammenligner man med Sverige, så skal der være mellem 1500 og 2000 baner, så vi tror på ideen med et Padel Center i Kalundborg,” siger Lars Christensen.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0