AnnonceLuk annonce




150-års fødselsdag markeres i næste uge

13-02-2021

Uddeler Jan Thylkjær, til venstre, sammen med James Richard, som i godt 15 år var uddeler i brugsen på Røsnæs. James kikker også forbi på Røsnæs på onsdag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Dagli’ Brugsen Refsnæs har onsdag d. 17. februar 150-års fødselsdag. Det bliver markeret, selv om der ikke kan afholdes de store festligheder grundet corona restriktioner.

Den 17. februar 1871 vil være en af de datoer som huskes i Røsnæs historie. Den dag blev der afholdt stiftende generalforsamling i det som dengang hed Refsnæs Forbrugsforening, med Otto Lawaetz fra Refsnæsgården og friskolelærer Søren Rasmussen, i spidsen.

Røsnæs havde fået deres egen brugs, og den ligger der stadig, på onsdag er det 150 år siden, og brugsen på Røsnæs er en af de ældste i landet.

I dag hedder brugsen Dagli’ Brugsen Refsnæs, og har været en del af Kalundborg Brugsforening siden januar 2006.

Grundet corona restriktioner bliver 150-årsdagen ikke fejret som ellers planlagt, men lidt fest skal der alligevel være for at markere dagen.

Der er bl.a. sat en cykel på højkant i en bon-konkurrence. Den heldige vinder udtrækkes onsdag eftermiddag, når borgmester Martin Damm kikker forbi i brugsen.

Derudover vil der også være 50 othellolagkager på højkant som kunderne kan vinde. For de mindste vil der være en tegnekonkurrence, her er præmierne kagemænd.

”Vi kan jo desværre ikke fejre dagen som vi gerne ville, men vi planlægger at lave et familiecykelløb senere på året, derfor er præmien i konkurrencen også en cykel,” fortæller uddeler Jan Thylkjær.

Generationsskifte i sommerhuse

Dagli’ Brugsen Refsnæs har, i lighed med andre små supermarkeder, i perioder haft det svært, men nu ser det ud til at gå den rigtige vej igen.

”Her under coronapandemien er det begyndt at gå den rigtige vej, folk har virkelig fået øjnene op for hvor vigtigt der er med en lokalbutik, og så er der sket et generationsskifte i de mange sommerhuse på Røsnæs, hvor mange unge familier er kommet til, og de laver ikke storkøb i Kalundborg eller har varerne med fra København, de kører i op i den lokal brugs og handler det de har brug for, og så gavner det selvfølgelig også brugsen med de mange turister som besøger Røsnæs,” fortæller Kirsten Herløv, som er med i butiksudvalget og næstformand i Kalundborg Brugsforening.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0