AnnonceLuk annonce




15 deltagere skal kæmpe i talentkonkurrence

03-03-2020

Sidste år var det sangtalentet, nu 17-årige, Hibeh Ajeell som vandt talentkonkurrencen. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Juvi Klubben i Kalundborg afholder talentkonkurrence nu på torsdag, d. 5. marts. 15 deltagere har tilmeldt sig konkurrencen. Der er præmier for 6000 kr. til deling mellem de tre bedste.

De fleste kender tv-programmerne X-factor og Danmark har talent, men der er helt sikkert også talenter i Kalundborg Kommune, og dem vil Juvi klubben i Bredgade, Kalundborg, gerne sætte fokus på.

Nu på torsdag har 15 deltagere tilmeldt sig talentkonkurrencen i Juvi klubben, hvor der er start kl. 19 i lokalerne i Bredgade, og senere på aftenen kan vinderen af ’Kalundborg har talent’ så kåres, når de tre dommere, Claus Topp, Eddie Brunholt og Steen Fafner, har voteret.

 ”Blandt de 15 deltagere er både sangere, cirkusartisteri og dans,” fortæller Richard Poulsen, mangeårig leder af Juvi klubben, og fortsætter, ”der ulmer helt sikkert masser af talent i Kalundborg.”

Der er hele 3000 kr. til vinderen, 2000 kr. til nr. 2 og 1000 kr. til nr. 3.

Sidste år var det sangtalentet, nu 17-årige, Hibeh Ajeell som vandt og hendes søster Hanady blev nr. 2.

Hibeh Ajeell har som sidste års vinder, ikke mulighed for igen at deltage, og sidste års nr. 2 og 3 deltager heller ikke i torsdagens talentkonkurrence, derfor vil der blive kåret tre helt nye talenter torsdag aften.

Talentkonkurrencen er en årligt tilbagevendende begivenhed, og Juvi klubben stiller lydanlæg til rådighed for dem som skal optræde.

Publikum er velkommen til at overvære talentkonkurrencen.

Musik for de voksne

Så snart talentkonkurrencen er afviklet torsdag aften gør Juvi klubben klar til fredagens voksenarrangement med Beatophonics. Her er der stadig ledige billetter som kan købes hos Alle Salonen og hos Alfa Optik.

Læs mere om det arrangement, klik her



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0