AnnonceLuk annonce




14-årig indlagt efter indtagelse af MDMA på skaterbanen

23-10-2020

Af Jens Nielsen

En blot 14-årig dreng blev mandag først på aftenen hentet af en ambulance ved skaterbanen i Munkesøen, efter han havde indtaget stoffet MDMA. Nu advarer forældrene.

Forældres værste mareridt, at blive ringet op af ambulancepersonale, med besked om, at der er sket noget med deres barn. Det blev desværre virkelighed mandag lige omkring spisetid hvor en 14-årig dreng måtte hentes af en ambulance ved skaterbanen i Munkesøen, efter at han havde indtaget stoffet MDMA, som var købt ved skaterbanen.

På Holbæk Sygehus blev han lagt i kunstig koma, da han var ukontaktbar. Den 14-årige er ikke længere i kunstig koma, men er stadig indlagt, oplyser forældrene.

”Som vi har fået at vide, så er stoffet købt på skaterbanen, og vi havde ingen forestilling om, at han kunne finde på at gøre sådan noget, så der er ikke tale om at han har haft et misbrug. Stoffet er blevet købt sammen med en kammerat, som dog ikke er blevet indlagt,” fortæller den 14-åriges mor (navnet er redaktionen bekendt)

”At man kan finde på at sælge sådan noget til så unge mennesker, som ikke ved hvad det er, er ganske forfærdeligt, derfor vil vi gerne advare andre forældre, at de skal holde et ekstra øje med deres børn som færdes på skaterbanen, det er jo tit sådan, at det er forældrene der sidst ved hvad der foregår,” siger forældrene til den 14-årige dreng.

Den 14-årige og kammeraten havde købt stoffet for 100 kroner og opløst det i noget vand, som de så havde gået og drukket af.

Midt- og Vestsjællands Politi er blevet informeret om sagen.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0