AnnonceLuk annonce




11. plads ved VM i Monaco

23-10-2016

Formand for Kalundborg Roklub, Kåre Mattesen, blev nr. 11 ved VM i Monaco for coastal både.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Finalen i coastal VM blev roet lørdag i høj sol fra havnen i Monaco, hvor Kåre Mattesen fra Kalundborg Roklub fik en placering som nummer 11, midt i finalefeltet, som talte 21 roere. 69 deltagere stillede til start, og de 21 var kvalificeret til finalen via indledende heats.

Der var dramatik, da Kalundborg Roklubs formand, Kåre Mattesen, fredag aften roede ved det indledende heat ved VM i Monaco for coastal både (havsculler). Monaco har dybt vand, som også er uroligt, og derfor også giver tekniske udfordringer til roerne.

Der var da også et stort sammenstød mellem både ved første vendebøje, der lagde hele hovedfeltet stille nogle vigtige sekunder, mens de tre førende derved kunne lægge afstand. Kåre Mattesen fra Kalundborg Roklub blev også fanget i det store felt efter sammenstødet og måtte kæmpe sig vej gennem feltet.

”Selvom han gik efter en placering i top10, er det en tilfredsstillende placering blandt verdens førende roere. Lørdag aften afventede Kalundborg holdet, om der kom en opdatering af resultatlisten, da to både formentligt skulle have en tidsstraf. Hvis det sker, bliver Kåre Mattesen nummer 9. Forskellen er dog ikke så stor at det reelt betyder noget,” siger Lene Mikkelsen, der er rochef, Kalundborg Roklub.

I herrernes single sculler stillede 69 mand til stand. Efter kvalifikationsløb torsdag var feltet reduceret til 60 mand. De 3 indledende heats fredag blev roet over distancen 4 km, og havde hver 30 deltagere, hvoraf de 7 bedst placerede kvalificerer sig til A-finalen, hvor der således er 21 både. Kåre Mattesen blev nummer 3 i sit heat i tiden 21:13.76, og kvalificerede sig dermed til finalen, hvor han altså fik en 11. Plads.

”Det var ikke nødvendigt at bruge alle kræfterne endnu, og det giver forhåbning om en pæn placering i finalen. Nu skal den i hvert fald have fuld gas i morgen, og så må vi se hvad det rækker til,” sagde Kåre Mattesen efter fredagens kvalifikationsløb.

Per Hansen fra Kalundborg Roklub stillede til start i samme løb, men tiden rakte ikke til kvalificering videre. Han roede i tiden 32:42.02.

”Kalundborg Roklub afholdt for første gang Danish open i coastal roning i september, og er med fremme inden for denne type roning, som er sjov og hurtig og med masser af spænding når der kæmpes op placeringer på banen. Der roes på en udlagt bane med 5-8 bøjer som skal passeres. Alle både er på banen på samme tid,” fortæller Lene Mikkelsen.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0