AnnonceLuk annonce




100-årig fejret i strikkeklubben

14-02-2019

100-års fødselaren, Inger Pedersen, blev torsdag formiddag fejret i strikkeklubben. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Inger Pedersen, Kalundborg fyldte i går onsdag, 100 år. Torsdag formiddag blev den runde dag så fejret sammen med veninderne i strikkeklubben på Aktivitetscentret på Esbern Snaresvej, hvor fødselaren gav kringlen.

Inger Pedersen, Munkesøparken i Kalundborg kunne onsdag fejre 100-års fødselsdag, og selv om man er 100 år er det jo ikke ensbetydende med at det aktive liv stopper, så hver torsdag er Inger Pedersen en fast del af de omkring 15 damer som mødes i Torsdagsklubben i Aktivitetscentret på Esbern Snaresvej, og strikker.

Så torsdag formiddag blev Inger 100-års fødselaren så fejret i strikkeklubben, hvor der både blev sunget, spist boller, kringle og drukket kaffe. Det var Inger Pedersen som var vært ved kringlen, og de mange strikkeveninder havde selvfølgelig samlet ind til en gave til fødselaren.

Brev fra Dronningen

Når borgere i Danmark har 100-års fødselsdag sender H.M. Dronningen er personlig hilsen, og sådan en har Inger Pedersen da også fået.

”Har du fået brev fra dronningen,” spørger en af strikkeveninderne, ”Ja, og jeg regner da også med at hun kikker forbi og siger tillykke,” griner Inger Pedersen.

Borgmester Martin Damm plejer at møde op og ønske tillykke når en borger i kommunen har 100-års fødselsdag, men han er på ferie og kunne ikke være med til at fejre Inger Pedersen, og det er hun noget utilfreds med.

”De tilbød at sende en anden, men de skal ikke bare sende en af undersåtterne ,” siger fødselaren.

Inger Pedersen har lige indtil for et par år siden, selv handlet ind, lavet mad og bagt masser af småkager til jul, men et fald på badeværelset betyder at hun nu sidder i en kørestol, men hovedet og det gode humør fejler absolut intet, og strikkeveninderne rundt om kaffebordet mener da også at hun lige så godt kan bestille lokalet til hendes 101-års fødselsdag.

100-års dagen blev fejret med hele familien på Restaurant Gisseløre i lørdags.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0