AnnonceLuk annonce




Skolegangen i Kalundborg i gamle dage – var ikke kedelig.

18-12-2018

Læserbrev:

Skolegangen i Kalundborg i gamle dage – var ikke kedelig

Eleverne i Kalundborg scorer nogle af landets laveste karaktergennemsnit og senest forlyder det, at 60% af eleverne keder sig i skolen. Det er meget bekymrende.

Dette inspirerer mig til et tilbageblik på min egen skolegang i Kalundborg. Jeg blev ”indkaldt” til den pligtige skolegang i starten af 50erne. Den startede på Den Grå Skole (nu nedrevet) hvor gulvene var så skæve, at man måtte stå godt fast for ikke at skride ud i hjørnerne. Mellemskolen var præget af stor lærermangel. Det blev afhjulpet med lærervikarer og skolegang hver anden uge, samt omflytning mellem alle Kalundborgs skoler.

Det der egentlig er mit andragende er en kort beskrivelse af skoleforløbet i Mellemskolens fire klasser. Ældre lærer, lærervikarers kommen og gåen, gav forløbet et uforglemmeligt indtryk af totalt kaos. Dette smittede af på os elever. I den alder er der jo ingen klarhed over fremtiden. Derfor blev hovedprioriteten, at det skulle være sjovt at gå i skole, hvilket bestod i at drive lærer og i særdeleshed vikarerne til vanvid. Timerne forløb i fuldstændigt kaos, men det var hylende morsomt og underholdningsværdien var, set fra elevernes side, ubetalelig. Eneste problem var, at vi lærte absolut ingenting. For mit eget vedkommende fik jeg dog i tide tanker om fremtiden.

I 1960erne startede Rumalderen. Det fangede min interesse. Det blev kemien og især von Brauns måneraket, der fængede. Men udsigterne for, at nå denne målsætning var ikke de bedste. Den første terminsprøve i 4. mellem gik, for at være helt ærlig, ikke særlig godt. Men en heftig indsats i efterfølgende Juleferie fik rettet op på forholdene.Gymnasiet blev overstået og kemistudiet som civilingeniør kom i hus. Herefter et formidabelt arbejdsliv de næste 45 år. Det er således ikke på grund af, men på trods af skolegangen i Kalundborg skolevæsen, at det lykkedes at indfri min egen målsætning.

Til jer unge mennesker, uanset en slap lærerstand og en uduelig politisk ledelse tag fat uden hensyn til omkostninger i tid og flid, få lært at læse,regne og skrive. Ellers vil I fremtiden blive underløbet af en arrogant politikerelite, der i første række kun tænker på sig selv. Få styr på jeres skolegang ellers går det galt, også på dette område som på så mange andre områder i Kalundborg. Hvem sagde narkohandel og skyderier?

Erik Dannenberg

Vestre Havnevej 16, Kalundborg  



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0