AnnonceLuk annonce




17.000 kr. blev trampet ind for en en god sag

18-01-2020

Go’ Form i Kalundborg og Team Rynkeby Vestsjælland var lørdag sammen om et 6-timers spinning event, hvor der blev cyklet penge ind til Børnecancerfonden.

Lørdag morgen kl. 9.00 satte en række motionister sig i sadlerne på spinningcyklerne hos Go’ Form på Hareskovvej i Kalundborg, for at være med i et 6-timers arrangement hvor der skulle cykles penge ind til Børnecancerfonden gennem Team Rynkeby Vestsjælland.

Flere firmaer havde købt sponsorplads for de 6 timer til en pris af 2500 kr. pr. cykel, mens andre havde købt enkelte timer til 125 kr. pr. time, dermed blev det samlet til lige omkring 17.000 kr. til Børnecancerfonden efter dagens event.

De mange motionister som støttede op om arrangementet var Kalundborgrytterne fra Team Rynkeby Vestsjælland og en lang række af medlemmerne fra Go’ Form, som gerne vil støtte det gode formål.

I løbet af de 6 timer piskede forskellige instruktører fra Go’ Form, rytterne til at træde i pedalerne.

En række sponsorer støttede op om arrangementet, dels gav Kvickly Kalundborg både morgenbrød og frokost til deltagerne, Tømmerup Brugs gav frugt til deltagerne og Go Form sørgede for energibarer.

Stor velgørenhedskoncert i Kalundborg

Næste gang Team Rynkeby Vestsjælland igen er på banen med et arrangement hvor der bliver samlet penge ind til det gode formål, er lørdag d. 1. februar, hvor der er en stor velgørenhedskoncert på Kalundborg Gymnasium med den populære duo fra 80’ernes Melodi Grand Prix tid, Kirsten & Søren.

Ud over Kirsten og Søren har Simone også meldt sin ankomst til koncerten. Simone Egeriis vandt som 12-årig 'Scenen er Din'. I dag er hun 27 og har flere store hits bag sig, og har deltaget i Dansk Melodigrandprix flere gange.

Billetter sælges både på nettet og i løssalg. Man kan købe billetter på www.team-rynkeby.dk/koncert  eller købe dem hos Lysmesteren/Expert i Elmegade i Kalundborg eller hos Dyrehøj Vingård. Endelig kan man sende 225 kr. på Mobile Pay til Marianne på 22 32 40 25 – og hun vil sørge for, at der ligger billetter klar til dig i indgangen kl. 19 den 1. februar. 



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0