Forsøger at løse problemer med bus- og togbilletter
Lene Jensen, fra DSB salgsteam hjælper borgerne med at købe billet i billetautomaten. Foto: Jens Nielsen
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Kommune er klar over, at der er nogle problemer i forbindelse med, at der fremover ikke længere er kiosk på stationen i Kalundborg. Bl.a. fordi nogle ældre borgere har svært ved at benytte internettet, ligesom at flere ældre ikke har et kreditkort, og dermed ikke kan betale fx fornyelse af deres buskort via internettet.
På Kalundborg Kommune er man blevet gjort opmærksom på, bl.a. fra en borger, at der er et problem efter, at 7-Eleven pr. 1. januar ikke længere har kiosk på Kalundborg Station. De solgte nemlig bus- og togkort, og især mange ældre har svært ved at finde ud af, hvor de skal købe deres kort henne fremadrettet, da de ikke kan finde ud af at bruge internettet, og/eller ikke har et kreditkort, og dermed ikke kan betale online.
Det er specielt de populære 3 måneders pensionistkort for 3 zoner, der bliver et problem, forudser Nis J. Vind Larsen, der er borgeren, der henvendte sig til Kalundborg Kommune vedrørende problemet.
”De senere år har man kunnet købe pensionistkortet i 7-eleven, efter at det oprindelig var i Borgerservice man skulle henvende sig for netop den type billet. Men nu betyder den lukkede kiosk, at der ingen fysiske steder i Kalundborg Kommune er, hvor man kan købe det. Det kommer til at skabe problemer,” siger han, og foreslår bl.a., at Kalundborg Kommune burde forlange fra Movia, at billetter til busserne kan købes flere steder i kommunen.
”Når Kalundborg Kommune netop årligt betaler 30-40 mio. kr. til Movia i tilskud til busdrift, synes jeg, at man, med rimelighed, som bruger af busserne, kan forlange, at billetter til busserne kan købes flere steder i kommunen. Jeg bruger f.eks. 3-zonerkvartalskort (pensionistpris kr. 420) til vore lokale købstadsbusser, et kort jeg har kunnet forny med betaling kontant i 7-eleven kiosken. Jeg har et bankkonto kort, som jeg kun kan hæve på i egen bank – det kan ikke bruges i forretninger,” siger Nis J. Vind Larsen.
Kommune er i gang med at løse problemet
Thomas Nielsen, der er Senior Project Manager ved Kalundborg Kommune, er i gang med at undersøge, hvordan Kalundborg Kommune bedst muligt hjælper de borgere, der har brug for hjælp til at købe diverse bus- og togkort i forbindelse med, at de ikke længere fysisk kan købet det på Kalundborg Station.
”Jeg har en dialog med Movia om, hvad vi gør for at løse problemet. Jeg talte med dem inden jul, men er lige kommet tilbage fra juleferie, så skal have fat i dem igen. Men jeg må sige, at det undrer mig, at man fra 7-Elevens side slet ikke informerer kommunen om, hvilke aftaler der lå hos dem, inden de lukkede ned,” siger Thomas Nielsen.
Nis J. Vind Larsen foreslår ydermere, at kommunen eventuelt spørger Føtex i Kalundborg, der er det supermarked, med kiosk funktion i øvrigt, der ligger tættest på Kalundborg Station, om det kunne være en mulighed, at man lavede en aftale med dem om fremtidig salg af billetter til busser. I øvrigt i lighed med Kvicklys kioskaftale med Postvæsnet.
DSB sender hjælp af sted
DSB har ikke noget med salg at busbilletter at gøre, da man ikke kan købe billetter til Movia i deres billetautomater på stationen, men for at hjælpe de kunder, som har svært ved at købe togbilletter i automaten på stationen, har DSB sendt et salgsteam ud for at hjælpe kunderne. De vil være på Kalundborg Station de fire følgende dage:
- 2. januar klokken 7-11.30
- 5. januar klokken 7-11.30
- 8. januar klokken 15-18
- 9. januar klokken 14-18
Samtidig arrangerer DSB i samarbejde med Ældresagen, et informationsmøde den 16. januar fra kl. 14 til 16 på Aktivitetscentret Munkesøen hvor der informeres om bestilling og brug af rejsekort, køb af billetter på computeren og brug af billetautomaten på stationen.
Mødet afholdes som et åbent hus arrangement og alle er velkommen.
Det årlige borgermøde om den offentlige trafik (bus), hvor alle borgere er velkomne til at komme med deres idéer, foregår i øvrigt den 24. januar på Rådhuset i Kalundborg.
Læs også: Slut med at købe billetter, 7-Eleven lukker og Lukning af 7-Eleven får konsekvenser for ældre borgere