AnnonceLuk annonce




Udfordringerne står i kø for skolerne

10-11-2017

12 politikere i panelet til vælgermøde på Rynkevangskolen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Folkeskolen i dag har rigtigt mange udfordringer. Der er mange elever i klasserne, der er elever med særlige behov, problemer med lærerrekruttering, der er nationale test, der er lærere, der mangler tid til forberedelse,  der er højt sygefravær hos både lærere og elever, flugt til privatskolerne, dårlige afgangsresultater. Problemerne stå nærmest i kø.

Torsdag aften havde Kalundborg Lærerkreds inviteret til vælgermøde på Rynkevangskolen, og mange bakkede op om arrangementet. Skolens musiklokale var fyldt til sidste stol foran 12 politikere i panelet.

”Folkeskolen får ofte skyld for, når noget ikke lykkedes, men det er i den enkelte kommune, at de pædagogiske tiltag besluttes, serviceniveauet besluttes og ressourcerne til folkeskolen besluttes," indledte formand i Kalundborg Lærerkreds, Karen Sørensen.

Efter to minutters præsentation til hver politiker kunne de mange fremmødte byde ind med spørgsmål, og dem var der mange af.

 ”De børn, som er klassekammerater til de børn, som er meget udadreagerende, de er skræmt. Der er børn, der ikke kommer i skole på grund af angst, ikke nødvendigvis på grund af udadreagerende elever, men også fordi vi sætter en masse børn ind i klasserne. Jeg vil gerne vide, hvordan I vil sørge for vores trivsel, og allerførst at børnenes trivsel bliver forbedret?" spurgte Kirsten Sørensen fra Årby Skole, og Hasse Christensen fra Rynkevangskolen havde denne kommentar til panelet:

”Vi ser en øget tilgang til folkeskolen af elever, som kommer uden dansk sprog. Det kan være flygtninge, de familiesammenførte, der kan være mange forklaringer. Jeg synes bare, det er rigtigt svært, at skulle formidle brøkregning til en elev, der ikke taler dansk. Og det bedste svar, jeg har fået indtil videre, er en app som en konsulent fortalte, at jeg kunne installere på min telefon, som kan oversætte”.

Har vi gjort det klogt nok

Både politikere og tilhørerne kom langt omkring. Der blev debatteret trivsel, genindførelse af specialklasser, lærermangel, kontrollen tilbage til skolerne, mobning, kortere skoledage. Listen var lang, og ikke mindst økonomien blev diskuteret mellem politikerne. Borgmester Martin Damm sagde bl.a. i sin indledning:

”Vi har brugt rigtigt mange millioner på skolerne, men har vi gjort det klogt nok? Vi vil gerne evaluere indsatsen, og se på, om vi har ansat for mange konsulenter centralt, som bliver sådan nogle besøgsvenner, der bare forstyrrer hverdagen. Vi vil gerne lave en evaluering af det, vi gør og spørge bl.a. jer, om der er nogle, der har en række tips og tricks.”

Andre politikere havde flg. kommentarer til debatten:

”Martin og hans blok er gode økonomiforvaltere, men problemet med et regneark er, at det ikke siger noget om mål, retning og kvalitet, det bærer bl.a. vores skolesystem præg af,” sagde Sven-Åge Westphalen fra Alternativet.

”Folkeskolereformen, herunder lærernes arbejdstid og inklusionsreformen, er efter min mening en fiasko og en sparrereform. Vi vil så gerne have verdens bedste folkeskole, men det kan desværre ikke læses af børnenes karakterer, og vi skriver snart år fire efter reformen,” sagde Gert Larsen (DF).

”Skolerne skal sættes fri, vi er forholdsvis detailstyret, og heldigvis, i Kalundborg Kommune, forskånet for den helt stramme detailstyring, men der er masser af muligheder for at sætte skolerne fri, bl.a. skal skolebestyrelserne have langt større indflydelse,” sagde Jimmi Sørensen (LA)

”Trivsel. Vi snakker hele tiden faglighed, målinger og test af børnene, men vi har jo fået målinger af trivsel ude i skolerne, som er rigtig dårlige, og vi har også rimelige dårlige resultater rent fagligt. Vi mangler simpelthen lærere, og det har vi gjort i lang tid,” sagde Jesper Hjelm Kristensen (EL)

De 12 politikere i panelet var:

Tonny Voldby Pedersen, Nye Borgerlige - Martin Damm, Venstre - Jesper Wienmann Hansen, Konservative - Erik Møller, Skolelisten - Sven-Åge Westphalen, Alternativet - Ahmed Bichtaoui, Mangfoldighedslisten - Eva Levinsen, SF - Jakob Søborg, Socialdemokratiet - Gert Larsen , Dansk Folkeparti - Jimmy Sørensen, Liberal Alliance - Bettina Ødegaard, Radikale - Jesper Hjelm Kristensen, Enhedslisten.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0