AnnonceLuk annonce




Formand takker af

21-03-2017

Direktør i Kalundborgegnens Erhvervsråd, Hans Søie (tv) og tidligere formand for bestyrelsen, Ole Lauritzen. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I går aftes afholdte Kalundborgegnens Erhvervsråd Generalforsamling, hvor godt hundrede medlemmer var mødt op, bl.a. for at sige farvel til Ole Lauritzen, der har været bestyrelsesmedlem i 17 år, heraf de 11 år som formand, men som nu takker af.

Ole Lauritzen har i 17 år været medlem af bestyrelsen i Kalundborgegnens Erhvervsråd, og har siden 2006 været bestyrelsesformand, men har i et stykke tid nu været klar til at trække sig fra posten, og give den videre til en anden ildsjæl.

”Jeg er helt afklaret med det, selvom det selvfølgelig er lidt mærkeligt. Men beslutningen er truffet, og jeg er glad for den. Nu skal jeg bruge tiden på andre ting, for sidde stille, der kan jeg nok ikke,” siger han.

Ole Lauritzen er bl.a. med i Kalundborg Kommunes projekt Ung & Sund Livskraft, ligesom han er med i et H.C. Andersen projekt omhandlende bl.a. Lerchenborg Gods.

Den nu tidligere formand blev i øvrigt takket af mange i forbindelse med sit arbejde for Kalundborgegnens Erhvervsråd, og modtog et kamera som tak for mange års flid. Borgmester, Martin Damm (V) sagde bl.a.:

”Ole, du har altid brændt for det, du har lavet, og det skal du have en stor tak for. Du har gjort det godt, og du er altid positiv. Du ærgrer dig ikke over det, der går skidt, men fokuserer på det, der går godt.”

Også Laila Carlsen takkede Ole Lauritzen for mange gode og sjove år i bestyrelsen:

”Du skal have tak for støtten og for alle de sjove timer, vi alle har haft sammen. Du har altid skabt god stemning, og det er vi dig taknemmelige for.”

Ole Lauritzen selv sluttede af med at takke for ’kampen’, og fortalte lidt om den fremgang, han kunne se på Kalundborg Kommune i de år, han havde været med.

”Vi har haft fin fremgang på mange fronter i kommunen, men der vil altid være nogle, der ikke er tilfredse. Det er dog godt nok, for vi skal hele tiden udfordres, for at skabe resultater.”

Derudover blev årsberetning, regnskab og alle de andre obligatoriske ting gennemgået uden diskussion. Dirigent, tre bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og revisor blev valgt – eller rettere genvalgt uden ’kamp’. Derudover blev Carsten Frank, der er Director for People & Organisation på Novo Nordisk valgt ind i bestyrelsen. Han var dog bortrejst, så deltog ikke på mødet i går. Således var der ’fredsvalg’, og Erik Johnsen, Mogens Gyldenvang, Pia Deleuran og Carsten Frank sidder nu i bestyrelsen i Kalundborgegnens Erhvervsråd. På næste bestyrelsesmøde konstituerer man en ny formand.

Gæstetaler på Generalforsamlingen i går var Per Thye Rasmussen, chefkonsulent i Dansk Erhverv, der talte om ”Erhvervsfremme i fremtiden”, hvilket gav anledning til debat.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0