AnnonceLuk annonce




Film og popcorn til plejehjemsbeboere

16-12-2016

Annette Sønder Nielsen og Brian Sønder Andersen, indehavere af Kino Den Blå Engel. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Nu skal de ældre på plejecentrene også have mulighed for at komme en tur i biografen

Brian Sønder Andersen, der ejer Kino Den Blå Engel sammen med Annette Sønder Nielsen har netop fået en god idé, der betyder, at de ældre på plejecentrene under IP Nord nu kan komme i biografen fast én gang om måneden og nyde film og popcorn.

”Det er en forsøgsordning, som vi har lavet med IP Nord for at finde ud af, om det vil fungere for alle ældre på plejecentre rundt omkring i kommunen. Rigtig mange ældre kommer ikke uden for plejecentrene, eller i hvert fald ikke meget. Nu kan de komme i biografen under trygge forhold, hvor det kun er dem, der er der,” siger Brian Sønder Andersen.

Det kommer til at fungere således, at hver den første onsdag i måneden om formiddagen er der to forestillinger – en kl. 10 og en kl. 13, som kun ældre fra plejecentrene under IP Nord kan komme og se i Kino Den Blå Engel i Kalundborg.

”Vi viser den samme film, som vi gør i vores tirsdag formiddags bio. Det vil hovedsagligt være danske film, men der vil også være udenlandske. Det kommer helt an på, hvilke vi snakker om. Vi sender af sted, hvilken film, vi viser, og så kan de forskellige plejecentre byde ind med, hvor mange der kommer,” siger Brian Sønder Andersen.

Kino Den Blå Engel kan dog kun tage max ti personer i rullestol, da der ikke er plads til mere, når alle skal sidde godt. Men hos ejerne af den lokale biograf er man slet ikke i tvivl om, at det er en god idé at få de ældre en tur i biografen, der sjældent kommer ud.

”Jeg er selvfølgelig spændt på, hvor mange der benytter sig af tilbuddet, men jeg er nu ret sikker på, at der sidder mange på ældrecentrene, der netop ikke selv får taget initiativet, men når vi så arrangerer det for dem, bliver det hele lidt lettere,” udtaler Brian Sønder Andersen.

Hvis idéen fungerer, kan man udvide og inkludere alle plejecentre i kommunen, måske endda også andre områder.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0