AnnonceLuk annonce




”Professionelle” turistguider til Kalundborg

17-10-2016

Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Der er i Kalundborg området løbende behov for mere ”professionelle” turistguider – både i forbindelse med krydstogtbesøg, virksomhedsbesøg og andre gæster til kommunen. Derfor er Oplevelsesguiden Kalundborg gået i et samarbejde med Cruise Kalundborg om en fælles guideskole.

Cruise Kalundborg har tidligere afholdt guidekurser, men i denne nye form, tilbydes undervisning til både kommende oplevelsesguider og guider, der ønsker at arbejde mere ”professionelt”. Guidekurset er 2-delt. Den første del er obligatorisk for alle, og indeholder undervisning i almen vidensformidling og guideteknik.

For de, der ønsker at gå videre, kræves dels et stort lokalkendskab og bred almen viden. Incoming Denmark kræver endvidere et flydende andetsprog, hvorfor det er nødvendigt at gennemgå en sproglig screening, inden optagelse.

Kursusforløbet for denne gruppe indeholder et lokalhistorisk foredrag af Palle Bruun Olsen, en byvandring på engelsk ved Niels Sveistrup, bus- og cruiseguidning ved Liselotte Rørup samt en guide fra Incoming og afsluttende prøve.

Både Oplevelsesguider og turistguider vil i forbindelse med kursets start blive meldt ind i Oplevelsesguidens guideforening. Det betyder, at man får mulighed for at tilbyde sig på Oplevelsesguiden Kalundborgs guideportal, ligesom alle vil blive præsenteret i fællesannonce i kommende års Oplevelsesguide 2017.

På hjemmesiden kan man fortælle om indholdet af egne ture, pris og kontaktoplysninger. Al kontakt mellem kunde og guide foregår herefter direkte. Håbet er, at både kommunens egne borgere og besøgende gæster vil kunne gå ind på hjemmesiden og booke en oplevelsestur, der fx omhandler urter, kunst, ridning, vandretur, fugle, motion, ligesom lokale virksomheder kan planlægge ture rundt i området med flersprogede guider.

Guideskolen begynder torsdag den 10. november på Havnekontoret på Baltic Plads. Aftenen starter kl. 18.30 med en halv times informationer, før Guideskolen starter for alle interesserede kl. 19.30.

Der er et mindre, årligt kontingent for deltagelse som dækker alle udgifter i forbindelse med kursus, opslag på guideportalen og i Oplevelsesguiden samt 1 årlig guideaften med besøg af interessante foredragsholdere.

For at få en fornemmelse af, hvor mange der møder op, vil arrangørerne gerne høre fra interesserede inden start og senest 1. november, men indmeldelse og foreningsgebyr skal først ske efter informationsdel den 10., såfremt man beslutter sig for at deltage.

Fortilmelding og eventuelle spørgsmål til forløbet skal ske til:

oplevelsesguiden.kalundborg@gmail.com eller på tlf. 2851 1264 (Lone Merling).

Skulle der være nogen, der enten allerede er aktive guider i dag, har tidligere erfaringer eller som måske har deltaget på tidligere guideskoler hos Cruise Kalundborg, er man stadig velkommen både til at deltage på kurset og/eller melde sig ind i foreningen og få glæde af alle medlemstilbuddene.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0