AnnonceLuk annonce




Røsnæs Skole -  en mulig friskole

05-10-2016

Arkivfoto. Røsnæs Skole bliver muligvis til en friskole.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

På baggrund af nedgang i børnetallet på Røsnæs lægger man nu op til en nedlæggelse af Røsnæs Skole med virkning fra udgangen af skoleåret 2016/2017. Men en gruppe er nu i gang med at undersøge mulighederne for at privatisere skolen, og åbne en friskole på stedet.

I går havde Røsnæs Skole indkaldt til møde, hvor forældre kunne stille spørgsmål i forbindelse med, at Børne- & familieudvalget vil henstille til, at man lukker Røsnæs Skole ved udgangen af skoleåret næste år. Forældre kunne stille spørgsmål om processen, og spørgelysten var stor. Forældrene var interesseret i at sikre visitationsprocessen for børnene, men var nervøse for, at tiden var for knap. De var endvidere bekymrede for, at de gode relationer for børn med særlige behov forsvinder, hvis nogen af børnene skal i særlig tilbud på kommunens store enheder. En løsning bliver måske at privatisere skolen.

”Der kunne stilles spørgsmål, og de fortalte lidt om, hvad man forestiller sig af muligheder. Bl.a. er der tre mulige modeller, som forældre og skolebestyrelse skal tage stilling til, og så er der lagt op til, at kommunen er lydhør over for, hvad forældre og skolebestyrelsen måtte ønske. Derefter holdte jeg et møde, hvor vi netop drøftede at gøre Røsnæs Skole til en friskole,” siger Karin Anholm, der er formand for skolebestyrelsen på Røsnæs Skole.

De tre valgmuligheder, i forbindelse med lukning af Røsnæs Skole, er:

  •     Frit skolevalg
  •     6. kl sendes på Herredsåsen, resten af eleverne kommer på Nyrupskolen.
  •    Alle elever sendes til Nyrupskolen

Karin Anholm fortæller også, at der er 100 pct. opbakning fra forældrene til at lave en friskole på Røsnæs.

”Forældrene er selvfølgelig bekymret for, hvad der skal ske, og vi kan da være bange for at miste for mange, inden vi ved, hvad der sker, og et valg bliver truffet. Men vi råder forældre og lærere til at slå koldt vand i blodet, og få et godt skoleår, og alle gav udtryk for at ville køre skoleåret færdigt. Derudover er der et udbredt ønske om, at vi starter en friskole herude, og alle bakker op om idéen,” siger hun.

Karin Anholm indkalder til møde igen i næste uge, hvor man skal komme processen om en friskole nærmere.

”Nu har skolen været i vælten så mange gange, og opbakningen fra kommunen er væk. Skal der ske noget, skal det være en friskole, og så må vi se, hvad der kan lade sig gøre. Men vi synes, at Røsnæs Skole har så meget at byde på, og den linje vil vi fortsætte i størst muligt omfang. Derfor er det helt naturligt for os at kigge på mulighederne for en friskole, og så håber vi selvfølgelig, at vi får tiden til at finde den bedst mulige løsning for alle,” siger hun.

Røsnæs Skole er på Børne- og Familieudvalgets møde i dag den 5. oktober, derefter skal sagen behandles både i Økonomiudvalget og i Kommunalbestyrelsen.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0