AnnonceLuk annonce




Kalundborg kan overtage for København

03-09-2016

Foto: Kalundborg Havn

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Københavns Kommune og Copenhagen Malmö Ports har meldt ud, at den nuværende containerterminal i Nordhavnen skal flyttes senest i år 2020 for at give plads til den kommende byudvikling. Det betyder, at der skal findes en ny containerhavn på Sjælland, og Kalundborg Havns bestyrelsesformand, Jakob Beck Jensen, er ikke i tvivl om, at den havn skal være Kalundborg.

Det skal være en havn, der kan varetage de mange containere, der er en fundamental del af transportkæden og det erhvervsliv, der medvirker til at få tingene til at køre rundt.

”På Kalundborg Havn ser vi os selv som oplagte til at løfte arven som ny containerhavn for hele Sjælland. Vi har allerede nu veletablerede containerarealer og vil inden år 2020 have 400.000 kvm havneareal med kaj op til 15,0 m. vanddybde klar,” siger Jakob Beck Jensen.

Forudsætningerne og kompetencerne er altså til stede, og samtidig er der op til flere fordele at hente ved at flytte containertrafikken til Kalundborg - også for københavnerne. Det vil nemlig have en positiv effekt på den tunge lastbiltrafik i og omkring hovedstadsområdet. Det fremgår af By og Havns screeningrapport, at kun ca. 15 pct. af containerne, der ind- eller udskibes via containerterminalen i København, bliver i København.

”Det vil med andre ord sige, at de resterende 85pct. af containerne, omkring 135.000, køres med lastbil ind og ud af Københavns Nordhavn til omegnskommunerne, og det øvrige Sjælland.

En ikke ubetydelig mængde lastbiltrafik som København og omegn nok gerne vil undgå i fremtiden, da det ingen relation har til byen,” siger Jakob Beck Jensen og fortsætter:

”I Kalundborg er vi mere end klar til at løfte opgaven - til at servicere erhvervet, og til at aflaste Københavnsområdet. Og vigtigst af alt; hvis der er bred enighed om, at de forskellige aktører vareafskiber, varemodtager, feederrederier, transportører og speditører vil det her, kan jeg oplyse, at projektet ikke vil hidkalde på en eneste statskrone eller tilskud. Vi vil ikke anmode om en eneste offentlig krone, bortset fra statens forhåbentlig snarlige udbygning af Rute 23 til motorvej helt til Kalundborg.”

Kalundborg Havn byder ind til debat, og hører gerne diverse holdninger til løsningsforslag om Kalundborg Havn som ny erhvervshavn for hele Sjælland.

"Vi anser det for vigtigt at tage denne debat - for erhvervslivet og for samfundet som helhed,” siger Jakob Beck Jensen.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0