AnnonceLuk annonce




Kræmmermarked - men ingen heste

29-06-2021

På det store kræmmermarked er der måske mulighed for at købe en flyvemaskine. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Der bliver kræmmermarked i Gørlev i juli, dog bliver årets sommermarked ikke med heste grundet COVID-19. Derimod er 80 kræmmerboder og Kim Larsens Tivoli klar til dette års sommerkræmmermarked. 

Den 9.-11. juli er der kræmmermarked i Gørlev, men Gørlev udvalget har i år valgt at afholde kræmmermarked på en lidt anderledes måde denne sommer grundet COVID-19 restriktionerne, bl.a. bliver det uden heste. Udvalget forventer dog at kunne holde et almindeligt hesteskue og kræmmermarked, når kalenderen viser september 2021. 

”Til september vender hestene tilbage, og vi glæder os meget til igen at kunne se de flotte dyr og al den aktivitet og glæde, der er omkring hesteskuedelen, som det har været siden 1977,” udtaler udvalget.

Der har været rift om de ca. 80 boder, der er blevet plads til på sommermarkedet, og der er for længst udsolgt. Grundet COVID-19 restriktioner må man max. være 500 personer på pladsen ad gangen inkl. kræmmere, hjælpere og gæster. For at kunne sikre, at man overholder kravet, har udvalget valgt at tage entré til pladsen, så man har et system til at tælle gæsterne.

”Vi håber, at alle glæder sig over, at det igen er muligt at komme på marked, og tager det med et smil og holder god afstand i køen, hvis det tager lidt tid at komme ind på pladsen, når vores hjælpere skal modtage betaling, samt registrere indgang og udgang. Til gengæld vil parkering på sommermarkedet være gratis. Der vil fortsat være parkeringsvagter, der anviser parkeringsplads ved markedet. Det er ikke tilladt at parkere på nabovejene,” fortæller de i udvalget.

Der er en række restriktioner i forbindelse med COVID-19, der skal overholdes, og derfor vil der være opstillet håndsprit ved indgangen, ligesom alle boder har håndsprit, som gæsterne kan benytte. 

”Vi har sammensat et sommermarked, der overholder alle gældende retningslinjer og alligevel giver folk mulighed for at komme ud og mærke markedsstemningen, selv om det er i mindre format, end det plejer, og med mulighed for at have besøg af færre gæster på samme tid. Vi håber dog, at der vil blive taget vel imod initiativet og håber, at mange vil kigge forbi henover de tre dage – så vi kan holde marked sammen, men med god afstand,” skriver udvalget i en pressemeddelelse. 

Markedets mangeårige samarbejdspartner Søren Tullesen fra Skipperkroen sørger også i år for, at der er mad og drikke på pladsen, og Kim Larsens Tivoli vil også være at finde: ”Vi er meget glade for, at vi igen i år kan præsentere Kim Larsens tivoli, der kommer på både sommer- og efterårsmarkedet,” skriver udvalget.

Tivoliet og kræmmermarkedet holder åbent fra den 9.-11. juli. Åbningstiderne er: 

  • Fredag kl. 14-18
  • Lørdag kl. 9-18
  • Søndag kl. 9-16

Vil man vide mere om markedet, kan man gå ind på www.goerlevhesteogkraemmer.dk eller på ’Gørlev Hesteskue og Kræmmermarked’ på Facebook. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0