AnnonceLuk annonce




Går videre med byggeprojekt i Klosterparken

20-05-2021

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Teknik & Miljøudvalget afholdte onsdag eftermiddag udvalgsmøde, hvor de drøftede byggeprojektet i Klosterparken i Kalundborg, hvor man vil bygge otte klyngehuse. Umiddelbart herefter blev der afholdt økonomiudvalgsmøde, og her besluttede man, at sende lokalplan og tillæg til kommuneplan i høring.

I april 2021 præsenterede Kalundborg Kommune et nyt byudviklingsprojekt for borgerne i Kalundborg, hvor man vil bygge otte klyngehuse i Klosterparken. Projektet er dog blevet taget imod med blandede følelser. Det blev imidlertid besluttet på økonomiudvalgsmødet onsdag aften, at man sender lokalplan samt tillæg til kommuneplan i høring.

”Vi valgte at afholde et ekstraordinært udvalgsmøde, inden økonomiudvalgsmødet således, at sagen kan nå at blive behandlet i kommunalbestyrelsen i maj. Vi besluttede på mødet i går at sende lokalplan og tillæg til kommuneplan i høring. Det er vigtig at huske på, at det drejer sig om projektet i Klosterparken, altså klyngehusene og intet andet. Der er en lokalplan i forvejen, der netop giver mulighed for teatersal, bibliotek, kommuneadministration, og det har man kigget meget på. Der er tale om at bibeholde et stort grønt rekreativt område, hvor alle nuværende kulturelle arrangementer, der er i parken, kan fortsætte. Dvs. alle de teater arrangementer m.m. for børn, dansen rundt om platanen for studenter osv. det lader sig stadig gøre. De kulturelle ting, der foregår nu, er en stor succes, og det skal selvfølgelig fortsætte. Der er plads til det hele, og der er tale om et byggeri, der vil være meget nænsomt for hele det grønne område. Vi har alle gjort os tanker omkring netop det,” fortæller Jakob Beck Jensen (V), der er formand for Teknik  & Miljøudvalget. 

Bygges med respekt for natur og fredet bygning

Der er tale om otte klyngehuse, der bygges foran det eksisterende byggeri i Munkesøparken, men der bliver ikke bygget tæt på de eksisterende boliger, ligesom der vil blive afholdt en respektfuld afstand til Kaalund Kloster, der jo er en fredet bygning.  

”Der er selvfølgelig nogle, der får nogle boliger foran sig, men sådan er det jo også for dem, der ligger bagved demKalundborg er inde i en rigtig positiv udvikling, og de sidste syv år har man gerne ville have flere boliger i bymidten for netop, at bakke op om kultur- og handelsliv. Det gør vi nu med det her projekt, hvor private investorer investerer i boliger i Kalundborg. Lokalplan og tillæg til kommuneplan kommer selvfølgelig også i høring i otte uger. Der er ikke noget forhastet ved projektet. Derudover ligner den oprindelige lokalplan og den nye lokalplan hinanden meget. Endelig forsvinder barakkerne også nede i Munkesøen, og det er da også en stor fordel for området,” fortæller Jacob Beck Jensen, og fortsætter: ”Flere borgere har også været bekymret for parkeringsforholdene, da den eksisterende parkeringsplads ud mod Klosterparkvej forsvinder. Men det skal man ikke være, da der bliver lavet 116 nye grønne parkeringspladser, der vil være langt kønnere at se på, da der bliver åbnet meget mere op ind til det grønne område.” 

Ikke alle er for byggeriet

Niels Erik Danielsen fra Enhedslisten er imod byggeriet af flere årsager: ”Jeg stemte imod lokalplan og ændring af kommuneplan i går på mødet. Vi har ikke så mange grønne steder i midtbyen, og nu gør man et indhug i parken. Derudover skal man huske på, at det er en del af en samlet plan for hele området, ikke kun det i den nye lokalplan, og vi ved ikke, hvad der skal komme ud af det. Så i første omgang siger jeg nej, da jeg ikke vil begrænse et grønt område i midtbyen. Men det er også et nej, fordi vi ikke kender den store plan. Det er dog ikke nødvendigvis et nej til det hele, men jeg synes, at det her er for stort. Endelig er det jo også sådan, at de borgere, der kan flytte ind i boligerne, er borgere, der har penge hos A.P. Pension, de har i hvert fald fortrinsret, og det synes jeg også er et problem,” siger Niels Erik Danielsen.

Byudviklingsprojektet er et stort projekt, der er inddelt i fire delområder af Klosterparken i Kalundborg. AP Ejendomme, som skal opføre byggeriet for AP Pension har inddelt byudviklingsprojektet i fire områder, dels området nord for Kaalund Kloster og selve Kaalund Kloster, området omkring jobcentret, Klostertorvet og selve Torvet i højbyen.

Projektet, der nu bliver behandlet, er således kun området nord for Kaalund Kloster. Byggeprojektet omhandler helt præcis opførelsen af otte punkthuse nord for Kaalundkloster. De to af husene vil blive placeret på parkeringspladsen ud mod Klosterparkvej, mens de øvrige seks huse placeres inde i terrænet ud for Munkesøparken. Det grønne område vil gå helt ind til husene således, at alle kan bevæge sig frit i området. Det grønne område vil endvidere blive trukket helt ud til Klosterparkvej.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0