AnnonceLuk annonce




Beslutning er truffet vedr. Kalundborg Rock’er

20-05-2021

Der bliver Kalundborg Rock'er i 2021, dog på en lidt anderledes måde grundet COVID-19 restrtiktioner. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Styregruppen bag Kalundborg Rock’er har nu besluttet, at man vil gennemføre festivalen på Gisseløre til august. Det bliver naturligvis med ændringer grundet COVID-19 restriktioner, men festival det bliver der i Kalundborg.

De sidste to uger har styregruppen bag Kalundborg Rock’er lavet beregninger, tegnet og sparret idéer med hinanden for at finde ud af en fornuftig måde, hvorpå det lader sig gøre at afholde festival på Gisseløre til sommer. Det er lykkedes, og styregruppen arbejder nu videre ude fra beslutningen om, at der bliver Kalundborg Rock’er i 2021. Dog bliver datoen ændret tilbage til den oprindelige – nemlig lørdag den 14. august, ligesom der er tale om en éndags festival i stedet for de gængse to dage.

”Vi har valgt at gå videre med en éndags festival, fordi vi mener, at vi kan gøre det på en fornuftig måde, hvor vi overholder alle restriktioner og samtidig, hvor festivalgæsterne stadig har mulighed for at høre musik og hygge sig,” fortæller Johnny Elmelund, der er presseansvarlig for Kalundborg Rock’er.

Han fortæller, at der selvfølgelig er en del ændringer grundet COVID-19, men at det fint lader sig gøre alligevel. 

”Det er klart, at der vil være en del ændringer. Fx har vi valgt at gå tilbage til den oprindelige dato lørdag den 14. august, da vi faktisk flyttede den pga. cykelløbet. Derudover har vi valgt en éndags festival i stedet, dog bliver det nok en lidt længere dag end ellers, og da vi har samme antal kr., som hvis vi afholdte festival i to dage, har vi flere penge til større navne, nu da vi kun skal finde kunstnere til én dag. Så vi håber selvfølgelig at komme med nogle rigtig gode navne, så der er noget for alle,” siger Johnny Elmelund.

4.000 billetter til salg

Der kommer til at begynde med 4.000 billetter til salg, men ændrer regeringen på reglerne, er der plads til, at man kan sætte flere billetter til salg senere hen. Der vil, som udgangspunkt, blive lavet otte felter med plads til 500 personer i hver.

”Det vil sige, at vil man gerne i samme sektion som dem, man normalt fester med, skal man sørge for at booke sig ind i samme sektion. Af samme grund sælges billetterne også kun gennem Billetsalg.dk, da vi ellers ikke kan styre det. Der er altså ikke billetsalg i Punkt 1, som vanligt,” fortæller Johnny Elmelund. 

Johnny Elmelund regner med, at systemet er klar om et par uger, forhåbentlig omkring den 1. juni, så folk kan begynde at købe billetter. Alle sektioner vil være identiske, dvs. der vil være mulighed for at høre musikken, købe mad og drikke, og der er adgang til toiletter, ligesom der er indgang i hver sektion. 

”Det er klart, at i nogle sektioner vil man kunne komme helt op foran ved musikken, hvor det ikke er muligt i andre, men det er jo heller ikke alle, der har lyst til at stå oppe foran. Men har man et specielt ønske om at være foran, skal man booke i god tid. Derudover er der begrænset pladser, som det er nu, så vil man med, skal man huske at købe billet, så snart det er muligt,” siger han.

Dem, der allerede har købt billet til sidste års festival, kan komme forbi Punkt 1 på et givent tidspunkt, som styregruppen melder ud inden længe, og få sine billetter ombyttet eller få få pengene retur, hvis de alligevel ikke kan deltage i festivalen. 

”Det drejer sig om ca. 1.750, der allerede har købt billetter, og de kan selvfølgelig få deres penge retur, hvis datoen ikke passer, eller de af anden grund ikke kan deltage. Men ellers skal man alligevel komme forbi, så man kan få ombyttet billetten til en fra Billetsalg, da de jo nu er inddelt i sektioner, og derfor duer de gamle billetter ikke,” slutter Johnny Elmelund.

Styregruppen vender tilbage med mere information om billetsalg, musiknavne osv., så snart de ved mere. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0